”Hver torsdag bliver jeg hentet af mormor.
Eller mormor.
Mormor kan finde på at komme på løbehjul.
Mormor kommer i den gule bil.
Mormor er frisk på pomfritter og sodavand.
Det er mormor ikke.
På en måde kan jeg bedst lide mormor.
Men sådan kan man alligevel ikke sige det.
Mormor kan bedst lide mig, og det kan mormor også, det ved jeg.”
Sådan tænker hovedpersonen i Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardis varme og kærlige regnbuefortælling om det at have to meget forskellige mormødre, der kan hente en i børnehaven, som man kan være sammen med og som kysser en og hinanden.
Fortællerens bedste ven, Asle, kan ikke rigtig forstå, hvordan man kan kende forskel på mormor og mormor. Hvem af mormødrene er mormor? Hans bedstefar går med kasket, og det gør hans mormor ikke.
Men det er let nok, for: ”Mormor er høj og har krøller, der ligner guld. Mormor har kort mørkt hår og dufter af ler.” Sådan er der så meget, og det er ikke noget, hovedpersonen finder synderligt mærkeligt. Alt er godt mellem mormor og mormor og vores barnefortæller. Selv om de er forskellige og den ene dyrker yoga og den anden sover længe. Og den ene læser hyggehistorier, mens den anden er til gys og gru.
Rebecca Bach-Lauritsens korte præcise tekst beskriver og fortæller om mormor og mormor på en måde, så der nok skal komme gang i snakken, når Mormor & Mormor bliver læst op som godnatlæsning derhjemme eller i daginstitutionen.
Teksten omfavnes på bedste måde af Charlotte Pardis lyse og lette billedside, der underbygger stemningen i bogen. Her er hygge og idyl, varme og tryghed for alle pengene.
Det er ikke alle børnebørn, der har to så skønne mormødre som vores dreng her. Mormødre der endog har deres egen sø og robåd og som ror så smukt i takt og utakt gennem tilværelsen.
Mormor & mormor er kort og godt en skøn fortælling i børnehøjde om det trygge, intime, frirum mange børn oplever hos deres bedsteforældre, og så er den samtidig en indføring i en regnbuefamilie. Billedbogen anbefales varmt til oplæsning. En oplæsning, der nok skal blive dialogisk helt af sig selv.