”Kvadratisk, praktisk, god” lyder reklamen for et kendt chokolademærke. Dette slogan kan uden videre overføres til Forlaget Carlsens nye serie af billednoveller (man tænker med glæde tilbage på Dansklærerforeningens serie af billedromaner til de lidt yngre læsere).
I følge forlaget Carlsen skal serien rumme korte fortællinger med meget på hjerte. Formatet er kvadratisk og luftigt, hvilket giver god plads til illustrationerne og så stort, at tekstmængden ikke drukner den unge læser hverken derhjemme eller i klasseværelset. Trods den korte form er der ikke skruet ned for kvaliteten, kompleksiteten eller kravene til læseren.
Sarah Engells og Cato Thau-Jensens Mowgli rummer en barsk og alvorlig historie om en lille pige og hendes manglende forhold til sin mor.
Jeg undrede mig over novellens titel. Her var ingen referencer til Rudyard Kiplings Mowgli og hans liv blandt de vilde dyr i Junglebogen overhovedet, men forklaringen fandt jeg på forlagets hjemmeside, hvor Mowgli-børn defineres som børn, der lever totalt isoleret og vokser op med ingen eller meget sparsom menneskelig kontakt. Fælles for dem er, at de intet eller meget lidt sprog har. Deres historier afspejler både det grusomste og det smukkeste ved mennesket. Grusomheden i, at små børn overlades til sig selv. Det smukke og det livsbekræftende i at kunne overleve – trods alle odds.
Cato Thau-Jensens ekspressive, nærmest sort/hvide billedside afspejles i Sarah Engells verbaltekst på en helt forunderlig måde. Langsomt foldes historien om den ensomme lille pige i det mørke rum sig ud.
Læseren oplever selv pigens mangel på sprog undervejs og hendes mangel på kontakt til moren. Af og til hører pigen afdæmpet sang gennem ventilationsristen: ”Solen er så rød mor…” som er de eneste ord, pigen kan. Ellers er hun kun sig selv i en ordløs verden, hvor hun får tiden til at gå med at lege gemmeleg og Kongens efterfølger.
På hele rejsen gennem teksten sætter Sarah Engell læseren på hårdt arbejde i dennes forsøg på at skabe orden i fortællingen. Her pensles stemninger og handlinger ikke ud, for i Mowgli fortælles kun om pigen lige her og nu. Hvad der ligger til grund for pigens situation, hvad der skete før eller vil ske, lader Sarah Engell være op til læseren.
Ganske langsomt rulles fortællingen ud, og man forstår, at pigen befinder sig helt alene i et mørkt rum, og ligeså langsomt finder man ud af, at en eller to kvinder, måske moren, prøver at komme i kontakt med hende. For måske er det mor, der synger for hende?
En dag går døren til rummet op, og lyset trænger ind….
Cato Thau-Jensen har valgt at illustrere novellen uden farver, i nærmest psykedeliske opslag, der spejler sig i hinanden, som kun sporadisk forholder sig til teksten, men som giver den helt nye vinkler.
Fra en smuk stregtegning på satsbladet af den himmel den lille pige forestiller sig i det mørke rum til illustrationer, der minder en om, da man i en fjern fortid væltede blækhuset og foldede papiret sammen, så der opstod to billeder, eller på de psykologiske Rohrschach-test figurer mange børn er blevet udsat for. Først på det allersidste opslag har Cato Thau-Jensen valgt at afbillede den ventilationsrist, der spiller så stor en rolle og en lille barnehånd i en voksens hånd. Det er stærkt, og det giver læseren håb om en bedre fremtid for den lille pige. Generelt giver illustrationerne i Mowgli grundlag for mange drøftelser med både sig selv og andre i forhold til, hvad der står i verbalteksten.
Novellen er uhyggeligt velskrevet, billeddannende og kryber ind under huden på en, og det er vel egentlig ikke noget nyt for Sarah Engell. Det kendes fra hendes YA-romaner, og på det seneste også fra noveller i samlingerne Lige nu(Gyldendal / Hay Festival, 2017), Mellem os(Carlsen, 2018) og Brun(Høst & Søn, 2018), og fra den grafiske roman Fuglemanden(Carlsen, 2018), som hun lavede sammen med Lilian Brøgger. Sarah Engell er på de udsattes, de udfordrede og på pigernes side i sine fortællinger.
Mowgli lægger sig smukt ind i den slipstrøm af korte prosatekster (noveller), der udkommer i disse år. Her er tale om ungdomslitteratur af høj kvalitet. Litteratur der er mere end velegnet til danskundervisningen i de ældste klasser, men som også kan læses som fritidslæsning. Der er ingen tvivl om, at der kan føres gode indholdsrige samtaler om både formen og indholdet. Nu er det så bare at håbe, at serien vil holde det høje niveau, den har lagt ud med. Læs også anmeldelse af Glenn Ringtved & Otto Dickmeiss Hader,hader ikke og Kristina Aamand & Solveig Agerbaks Så god som ny, de to andre bøger i serien lige nu.
