Mugge er bare en god og glad dreng. Men Mugges viltre fantasi og interesser og hans boglige egenskaber passer bare ikke så godt ind i den danske folkeskole. Og en dag, da alle elever skal testes, får Mugges mærkelige svar bogstaveligt talt systemet til at eksplodere.

Mugge skal derfor begynde i en ny skole, som hans mor laver til ham. Og i den skole må man lave det man har lyst til. Man må komme når man vil. Og hvis ens yndlingsbeskæftigelse er at losse bolde i tusind forskellige retninger; ja, så er det da det man skal. Skolen har plads til alle skæve eksistenser og hylder kreativiteten og glæden.

Det er det stik modsatte som Mugges veninde Sofia oplever. Hun kommer på en hardcore ambitiøs skole og samtidig skal hun hjælpe sin far med en 3-d-printer, en masse genmanipulationer og en forretningsidé om unikke kæledyr. Og så er der jo også Mugges underlige far, weirdoen, ved siden af de fem femlinger der alle hedder Allan og en ond russer og sikkert også en masse andre ting.

”[Mugge] vidste ikke, hvad det betød ‘at blive til noget’. Han følte ærlig talt allerede at han var noget, han var Mugge, og han havde svært ved at forestille sig, hvordan det var muligt ikke at blive til noget. Alt er jo noget, tænkte han. Blomster, Leon, sæler, sennep, et egern.”

Jeg sad flere gange, mens jeg læste Mugge-bogen, og spurgte mig selv om, hvad det egentlig var jeg læste og især hvem den henvendte sig til. Og jeg er på ingen måde bleg for at kunne se ironien (og det problematiske) i, at jeg har de tanker om en bog, hvis hovedformål er at forsvare børn, der ikke passer ned i rigide systemkasser.

Men jeg var oprigtig i tvivl om dette var skitsen til en Line Knutzonsk teatersatire om vores samfund. De mange grotesker og den altoverskyggende kritik af vores skolesystem pegede i den retning. Og jeg synes, det er en enorm vigtig og spændende diskussion, og jeg synes også at Wulff Morgenthaler kommer med nogle tankekrævende indspark – men jeg synes også at denne diskussion bliver meget for voksne?

Der er ingen tvivl om, at Mugge er en meget hjertevarm bog; men jeg synes også den fungerer bedst, når den kommer med sin satire over vores alt for strømlinede skolesystem.

For de andre mange tråde i bogen (som antydet ovenfor) er for lidt skarpe og for lidt absurde til at blive rigtigt sjove. Og så får den en tendens til at gå i absurdkomisk tomgang. Og dermed bliver Mugge-bogen paradoksalt nok en lille smule kedelig.

Anders Morgenthaler er en skarp og ualmindelig sjov illustrator – og det er han også i Mugge og hans mærkelige hjerne.

Kan læses som oplæsningsbog for de 8-årige og som en kærlig satire over hvor hårdt og ensgørende vores samfund kan være.

Hjertevarm og interessant bog om, hvor ensrettende vores samfund og skolesystem kan være. Desværre bliver den lidt for voksen og meget for lang.