Vic Baskerstreet og John Brown-Chesterfield kørte – i sidstnævntes bil og i høj fart- af sted mod auktionshuset.
Den høje, slanke mand skiftevis sukkede og rystede opgivende på hovedet hele vejen, og fra sin plads på passagersædet spekulerede Vic Baskerstreet mere end en gang på, om det mon var forsvarligt at lade ham køre i den sindstilstand.
Der er noget dansk Sherlock Holmes over denne Baskerstreet (og ikke Baker Street) – fortælling, der i bedste detektiv-form har bonustitlen: ”En sag for Mesterdetektiven Vic Baskerstreet”. Det er ikke Lindgrens Mesterdetektiven Blomkvist, men der bliver leget med navne og detektivgenren i denne serie-bog, der er på det dobbelte af en klassisk seriebogs længde. Alle Jan – Puk – og De fem-bøger har altid været på 90 -100 sider, men her er der dobbelt op på sidetal. ”Tusmørkezombien”, ”Det spraglede genfærd”, ”Mysteriet om Astrapos’ saks” og ”De tusind skorpioners forbandelse” er alle led i samme serie.
Vic Baskerstreet er høj og kraftig af bygning. Han er ikke fed, men alligevel iøjnefaldende større end de fleste. Han er vel nærmest bred og fra naturens side udstyret med nogle hængende skuldre, der ofte efterlader folk det førstehåndsindtryk, at de står over for en person, der er lidt langsom i opfattelsen. Men så snart de har været udsat for hans skarpe blik og overraskende snarrådighed, opdager de, at der ligger meget mere bag de intense blå øjne, end hans skikkelse umiddelbart giver indtryk af.
Og så er der Vic Baskerstreets berømte næse”. Hans assistent er ikke den hurtigste knallert på havnen. Han beskrives således: ”Edgar Poulardrovsky er en lille, kortbenet og spinkel fyr med et godmodigt udseende. Et udseende som på mange måder passer perfekt til hans væsen. Han er bestemt både pligtopfyldende og tjenstvillig, men nok ikke den “skarpeste kniv i skuffen”.
Med disse to portrætter, med titlerne på seriens bøger og med tegningen af de to på sidste side, så ved man det meste om ”Mysteriet om det purpurfarvede påskeæg”. Man får nemlig netop, hvad der loves: En krimi, en detektivgåde, en opklaring, forbrydere i bedste klichestil, en kvik dialog mellem de to hovedpersoner og en samling onde russere, der har sammenvoksede øjenbryn.
Bøgerne henvender sig til de 10- 12 årige, men sproget kan være svært at læse, hvis man (som Poulardrovsky) ikke er den skarpeste kniv i skuffen. Der er mange lange ord, på en tilfældig side (side 77) er der: omeletter, bakspejlet, æggegule, pizzaomelet, uinteresseret, bedstemor, slægtsforskning, kokkepige, forbindelse, auktionshuset, fjerdragten…. , for blot at nævne de åbenlyse ”lange ord”. Sætningslængden er ligeledes ret høj med mange ledsætninger.
Man skal ikke underkende, at mange børn er gode læsere, men indholdet i Mesterdetektivbøgerne er ikke særligt komplekst. Det er frilæsningsbøger, der gerne skal give læserutine (udover at de gerne må underholde). Her vil mange 10-årige få en større opgave end ventet.
Man skal ikke ”skrive ned til børn”, men der må gerne være sammenhæng mellem indhold og form, når målgruppen er de 10- 12 årige.
Jan-bøgerne er langt mere tilgængelige i sproget, men Vic Baskerstreet har altså den ironiske og humoristiske britiske detektiv-karisma, der kan ramme nutidens læsere. Hvis de kan læse teksten.
tekstogtegning.dk
