”Jeg holder mig helt klart tilbage.
Ikke et ord om EKG og Botox-psykiater, om lyserøde piller bag stive,
små plastikruder, og at vi lige ser tiden an.
Jeg siger ikke noget om mors øjne eller om mit hjerte,
der ikke kan falde til ro, men føles som en elpisker.”
(s.43)
Mens vi pisker rundt i vores senmoderne tilværelse, er der al mulig grund til at stoppe op og få kontrol over både åndedræt og hjerterytme. Det kan man komme til at reflektere over under læsningen af Mette Vedsøs nye YA-roman, Når hjertet er en elpisker, der fortæller den 17årige gymnasiepige Pi(´)s historie, efter hun er faldet om i undervisningen, ramt af et anfald af panikangst.
Når hjertet er en elpisker læser man selvfølgelig med øjnene, men i ligeså høj grad med både kroppen og hjertet. For det er gribende at møde og følge Pi, og se tilværelsen og kampen mod sygdommen fra hendes perspektiv.
Handlingen udspiller sig gennem syv uger, og gennem Pi´s oplevelser og iagttagelser får læseren et indblik i angstens grusomme og handlingslammende virkelighed. En virkelighed der rammer alt for mange unge. Men romanen er samtidig en berigende, hjertevarm og poetisk fortælling om, hvordan (u)mulige fællesskaber kan lindre og afbøde livets skyggesider, når livet bare bliver alt for meget. Når livet er som en grim plante, mor har taget med hjem, ”en rigtig kommuneplante.”
Når hjertet er en elpisker er fortalt scenisk i korte letlæste kapitler, hvor fire vidt forskellige mennesker rykker tæt sammen i et varmt, livsbekræftende fællesskab, da livets skyggesider viser sig. Romanen er fyldt med små detaljer og sansninger af alt fra ørestickers, madvarer, duften af tarteletter, lugte og lyde i opgangen til Pi´s kinæstetiske oplevelse af en 1960er, Dior kjole på kroppen.
Pi er langtidssygemeldt fra 1.g på gymnasiet. Igennem længere tid har hun følt sig presset og utilpas. Nu er læsset så væltet. Hun pakkes ind i en dyne af forstående forældre, der er helt overbeviste om, at hun snart er på benene igen. Faren er godt nok kun, tidstypisk, langdistanceinvolveret i datterens sygdom, da han er udstationeret som ansvarlig for en byggeplads i Polen. Gymnasieveninderne, lærerne og rektor er også forstående, imødekommende og sender søde beskeder med ønsket om god bedring.
Men Pi har umådeligt vanskeligt ved at føle noget som helst i forløbet med pskykiateren. En mand hun ikke kan aflæse, da en ansigtsløftning har fjernet udtrykket fra hans øjne. Hun kan heller ikke tage forældrenes gode råd og ideer, mindfulness, kraniosakral- eller farveterapi hos diverse alternative behandlere, moren sørger for hun møder. Så det bliver et tilfældigt møde ved postkassen med overboen, den udviklingshæmmede pige, Vicky, dennes mor, Bianca og engelske, 84årige Gillian Brown hjælper Pi i forløbet med angsten ved at åbne op for helt nye måder at anskue livet og komme videre i det på.
Hvad der rent faktisk sker mellem figurerne i opgangen, skal få lov til at stå hen i det uvisse; men det er nogle vidunderlige figurer og scener Mette Vedsø i Når hjertet er en elpisker har skrevet frem. Hverken komikken eller humoren er glemt. Det er matematikken heller ikke.
Selvfølgelig får Pi sit navn fordi, ”min fødselsmåned (er) 03, min fødselsdato 14, mit fødselstidspunkt 16. Sådan stod tallene lige efter hinanden – 3 og 14 og 16 – så far gispede: 3,1416, hun er jo Pi … Tal og logik og rationel tankegang er en stor del af fars dagligdag.” (s.20)
Fascinationen af tal og naturvidenskab, kendetegner hele Mette Vedsøs forfatterskab, ligesom det smukke sprog, empatien og solidariteten med børn og unge i svære situationer er det.
Når hjertet er en elpisker lægger sig smukt i kølvandet på romanen Langt fra det hvide hus og de to hestepiger Naja og Vanessa (Taxa) i den prisvindende roman Hest Horse Pferd Cheval Love. Historien om Pi er lykkeligvis ikke en egentlig sygejournal. Den er langt mere en fortælling om mellemmenneskelige relationer og deres betydning for os som mennesker.
Som læser er det svært ikke at blive ramt af Pi, hendes tanker, følelser og den måde hun overvinder angsten på. Ved romanens slutning står tilværelsen til alt held åben for Pi:
”Efter sommerferien – hvem ved? Der er andre gymnasier. Der er andre muligheder.”
Romanen anbefales varmt til dansktimerne i skolens ældste klasser, både til frilæsning, til læsning omkring temaet angst og til rent danskfaglige sysler i undervisningen. Godt nok er romanen let læst, men her er nok at samtale om.
