”Nadia på vej” er første bind i det, der tænkes at være en trilogi om den 12-årige Nadia. Nadia spiller håndbold, hun har veninder, en far, der har fået en ny kæreste, en mor, der er død af kræft og hun skal til klassefest i 6. klasse. Sådan er hverdagslivet for parcelhuspigen, der egentlig har et helt, helt almindeligt liv.
”Nadia på vej” er kun på 122 sider, så derfor er det en anelse trættende, at alt forklares så grundigt, at meget lidt overlades til læseren. I dialogen mellem far og datter om faderens nye kæreste står der (og ja, det bliver et langt citat):
”Hvor har du mødt hende?
Jeg har mødt hende over nettet.
På sådan noget dating?”
Hendes far nikkede. Nadia kom i tanker om, at hun en dag var kommet ind i stuen sent om aftenen, imens hendes far var ude i køkkenet og ordne et eller andet. Da hun bøjede sig ned over computeren, havde hun bemærket, at den var åben på en datingside. Hun havde tænkt, at det nok var tilfældigt. Hun kunne ikke rigtig…..” – også fortsætter forklaringen, og der er også en del af Nadias overvejelser i forhold til at få en ny mor.
Ingen kan efter læsningen være i tvivl om, at faderen har et datingprojekt.
Sådan forklares alt. Meget af dette kunne læseren have læst mellem linjerne, og det giver en utrolig flad spændingskurve, at det hele forklares så omstændeligt.
Nadias konflikter beskrives også set fra flere sider. Når hendes klassekammerater til tider så uudholdelige som drenge på 12 år kan være, så har det selvfølgelig en forklaring, som vi får, da Nadias klasse heldigvis har nogle virkelig gode og ansvarsbevidste lærere, der tager sig af klassens problemer.
Man kan forvente mere af børn, der læser bøger. De har en læsekompetence, hvor de er vænnet til at læse mellem linjerne, og de er trænede i at læse med fordobling . Man skal aldrig hverken tale eller skrive ned til børn.
Forsiden viser et billede af en pige iklædt håndboldtøj. Hun er åbenbart venstrehåndet, hun er på vej frem, men som rutineret håndboldspiller må jeg undres over kropssprog og holdning. Man ville aldrig holde bolden, som hun gør. Man ville aldrig have kroppen så lodret, når man er på vej frem i angreb, og på håret kan man se, at der burde være fart og fremdrift i Nadia i denne situation.
Det er der ikke, ligesom der heller ikke er fart og fremdrift i teksten.
Det bliver forhåbentlig bedre i de næste to bøger, der vil følge Nadia i 7. og 8. klasse, thi de mange hverdagsproblemer vil være genkendelige for mange 12-årige, og de har problemløsninger, der er prisværdigt realistiske.
http://www.attika.dk/books/nadia-paa-vej/
