”Min dreng, himlen er én ting, nattens mund er noget andet. Det som er vigtigt, er at der findes to verdener: Dagens verden og nattens verden, og det som adskiller dem, er nattens mund. Den hjælper med at holde balance i livet på Jorden og mellem alle levende væsener. Vi arbejder om dagen, og når nattens mund er kommet, sover vi roligt inde i den.” Sådan forklarer faderen Kupai, hvad der sker, når mørket falder på.

Kupai og broderen Arapua har været på Tordenklippen for at se solen bade i floden. Det må de ikke, for Tordenklippen ligger som en anden norsk Prædikestols-klippe med et stort fald ned til dybet. Det er farligt at gå derop. De to brødre bliver opdaget men inden da, når de at se solens smukke farver.

Det var solen, der tog bad, men det undrer Kupai, hvor solen sover. Det vil han spørge sin far om, når de skal spise aftensmad: ”Efter vi havde spist, begyndte Far at fortælle en historie, som netop handlede om Tordenklippen.” Og så får de også historien om ”Nattens Mund”. Det giver mareridt og mange flere spørgsmål hos Kupai.

Forfatteren Cristino Wapichana tilhører wapichana-folket i delstaten Roraima i det nordøstlige Brasilien. Der er ikke mange børnebøger på dansk, der har brasiliansk indianerbaggrund, men her har Peter Poulsen oversat smukt og poetisk, så man får sagnet om nattens mund og solens liv fortalt af en forfatter fra denne stamme.

Der er megen lighed med eskimoiske myter, urfolkenes sagn, der kan fortælle om verdens gang. Det er ikke altid nok at få den naturvidenskabelige forklaring på naturens gang, man kan også have brug for mytologiens mere poetiske sprog. Det får man her, hvor nattens mund får krop i sagnet.

Og så er sagnet fortalt af en far, der ved, hvordan nysgerrige drenge har det: ”Min søn, munden hjælper også med til at kroppen ikke kommer galt afsted. Og desuden kan man holde den lukket, forstår du, min dreng….”

De meget smukke klare illustrationer er lavet af en anden brasilianer: Graca Lima. Sorte sider, når det er uhyggeligt, en klar rød baggrund, når solen står op eller går ned. Der er mange detaljer i det landskab, som de to drenge løber rundt i.

En meget, meget smuk bog fra en tid, hvor familien samles til aftensmad: ”Vi kom netop som maden var klar. Aftensmaden var faktisk mere end bare et måltid; den var tidspunktet for familiens gensyn efter dagens gerninger.” Og så er det også stedet for konsekvenspædagogikken: ”Straks vi trådte indenfor, meddelte Far os vore straffe. Jeg skulle hente vand i tre dage, og min bror skulle med ham i marken en hel uge. Mens straffen stod på, måtte vi kun lege om aftenen, når vi tog bad.”

Links: Nattens Mund