Jeg tager hen i stok-kachotten for at hente den hjem. Der er masser af stokke i små bure. Der er billige stokke og dyre stokke, der er egekæppe, og der er fine stokke med håndtag af elfenben. Der er stokke med sølvhåndtag, og der er stokke med kompas.
Man kan notere sig, at der er mange (og relativt sjældent brugte) ord i teksten om stokken, der går sine egne veje. Der er også mange intertekstuelle referencer, som den (voksne) oplæser kan glæde sig over. Der er rottefængeren fra Hameln, der er Hans og Bønnestagen og der er sikkert mange, denne anmelder ikke har fanget.
Men hvad handler bogen om? Den fortæller om en stok, der går hjemmefra og ud på egne veje med vilde oplevelser i stokkeland. Her møder den mange andre stokke, der i Karrebæks illustrationer har alle mulige udtryk lige fra vrisne til venlige. Stokken har et ophold ved Pølles pølsevogn, hvor den hænger ud med skumle stokke. Til sidst finder den hjem, får plads under dynen og sover med et Go’ nok, sok.
Forfatteren leger med sproget, med vendinger der får nyt liv og ny betydning, der er skjulte og åbenlyse citater og tegningerne lever helt med i denne fabulering over ”stokke-identitet”.
Karrebæks tegninger minder en del om de illustrationer, man kan finde i ”Lejren”, som hun udgav sammen med Oscar K. De er grueopvækkende, fyldt med åbne gab og spidse tænder og farvevalget er stærkt ekspressionistisk i rødt og sort og orange.
De fortjener en fortsat fortælling med en handling, der giver mening. Blev bogen udsat for Sven Møller Kristensens krav om enhed, kompleksitet og intensitet, så vil vurderingen være, at den holder stærkt på kompleksitet, men scorer lavt på enhed og intensitet.
Til gengæld vil læseren kunne nyde legen med ord. Og illustrationerne bærer læseren igennem.
