Monstrene stiller sig op i positur og på tre… slår de alle en PRUT! Ih, du milde, altså, LUGTEN! LARMEN!

Sådan foregår det, når der er konkurrence blandt monstre for at finde den mest stinkende prut. Og nej, monsteret Sonny klarer sig ikke godt på prutometeret, der går fra hørmende til rådden, fra stinkende til luftig og fra dunstende til parfumeret. I det hele taget klarer Sonny sig skidt i konkurrencen, der ellers har fem kategorier. Kæledyrsmontre bør have masser af parasitter, de skal have varm ånde og de skal i det hele taget være monstre.

Uappetitlighed og en pruttefikseret humor bærer denne bogs sørgelige sidsteplads ind på en fin førsteplads. Selv om man ikke er stinkende og svæver højt, så kan man alligevel vinde en pokal. Sonny vinder, men det er en overraskelse.

Tegningerne, der følger dette søde, men særdeles fede og ude-af-form-monster, er et sjovt mix af 70’er-æstetik med muntre detaljer i hjørner og i baggrunden. Farvevalget er brunt, jordfarvet og orange, og nok er monsteret uformeligt, men det har store, søde, overraskede øjne, der med naivitet følger Alberts bestræbelser på at lade Sonny blive nummer 1 i et eller andet.

Da dommen kommer: Den laveste score i et hundrede år!, så åbner siderne sig midt i scenefortæppet og man ser direkte ind til præmieoverrækkelsen, hvor alle er mødt op.

Flot layout. Det er klasse.

Moralen i bogen er klar og tydelig, men fortalt med munter uappetitlighed: Man kan være nummer sjok og alligevel få en pokal.

På et prutometer ville denne bog give udslag for de ulækre detaljer. Børn vil elske det.  Som Niels Hausgaard siger, så er der få ting, der er så morsomme, som uappetitlige detaljer om andre. Her er der så rigeligt af disse detaljer.