”Fransk er nemt, gennemtræk hedder courant d’air, og sådan er det hele vejen igennem.” Sådan tænker Philippe, der har en fransk farmor og et meget filosofisk sind. Han er en lille dreng, der undrer sig.

Da Philippe ser en meget uhyggelig fugl i fjernsynet, bliver han bange. ”Courant d’air” råber han. Det er en courant d’air. Det er det nu ikke. Den er sort og lidt rød og hvæser og basker med vingerne, men det er en fugl, det er ikke courant d’air, gennemtræk. Så ser Philippe et program på tv om svaner. De kan være hvide, ligesom dem han kender, men de kan også være sorte. Verden er større, end han lige kan se. Og hvorfor kalder man tingene det, man kalder dem? Philippe tænker og tænker.

I Lillian Brøggers streg sidder Philippe i den store, grønne sofa ved siden af sin sortklædte og meget tjekkede, franske farmor. Philippe er klædt i sort- og hvidternet tøj, men man ser mest hans store, spørgende øjne. Han iagttager verden og undrer sig. Lillian Brøgger kan tegne et barn, så man ser verden gennem barnets øjne. Philippes verden ser meget uoverskuelig ud, men den er også meget forunderlig. Der er skabe, skuffer og gardiner, der kan gemme på uventede oplevelser. Philippe er lille set i forhold til lejlighedens bohave, der fylder siderne med krop og sjæl.

Lillian Brøgger har tegnet utallige børnebøger, hun har fået et utal af priser, og hun tegner her så smukt og snørklet, at man kan følge Philippes snørklede tankegang. Hun kan få enhver læser til at undre sig over verden. Tak for det.

Denne lille bogs verbaltekst slutter ærgerligt nok lige der, hvor det bliver interessant. Da Philippe har fundet ud af, at courant d’air er gennemtræk, tænker han: ”Philippe tænker på, hvad man kalder tingene.” Og så slutter bogen. Lige her kunne den begynde.

P.S. Ja, det var Storm P., der sagde: “Fransk er nemt, hest hedder cheval, og sådan er det hele vejen igennem.”

Lilian Brøgger
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside