Egentlig kan jeg godt lide andre mennesker. Men jeg skal være alene for ikke at gå i opløsning.
Sådan tænker den unge hovedperson i ”Om det her taler man kun med kaniner”. Hovedpersonen er tegnet og fremstillet som en kanin, en menneskelig kanin, der har kaninører og hvid pels men ellers arme og ben og sneakers. Det er en kanin, der har udpræget social angst, der udmønter sig gennem de mange udfordringer, der viser sig i hverdagen.
Der er andre mennesker, man forventes at tale med, der er kassedamen i butikken, der er forældre, der kan synes så nære men som er så fjerne.
Fejlen ved mig er at jeg er en tænker, der ikke kan tænke. Hvis jeg overhovedet fatter, så fatter jeg på en måde, som ikke er til at forklare, fordi ordene ikke rækker. Sådan lyder det fra kaninen, hvor illustrationen viser en ulykkelig kanin med hængende ører, der ser sig i spejlet.
Morfaren prøver ellers at hjælpe: ”Det er, som det er, siger morfar. Det eneste, der egentlig er, er det, som er lige nu, og nu er vi her. Selv om jeg må gå nu. Ring hvis du vil drikke en kop kaffe.”
Den sidste replik fra kaninen er: ”I dag har jeg en fornemmelse af, at alting hænger sammen. Jeg hører sammen med alt det, der er til. Det er en videnskabelig bevist fornemmelse, fordi verden består af de samme bestanddele, som bare forvandler sig.” Og her ser man en meget lille kanin, der står i en skov af store og brede stammer, hvor der er nogle mørke kaniner i bag flere af træerne. Det meningsløse er på retur, der er en fornemmelse af sammenhæng.
Hvordan man får en samtale om social angst, eksistentiel angst eller angst i ”al almindelighed” er vanskeligt at planlægge, men bogen her giver afsæt for, at man kan tale om den fornemmelse, som kaninen (og de fleste børn, unge og voksne) ikke kan sætte ord på. Den fornemmelse, der følger når: ”Jeg stod og så ned i en grøft. Da jeg så op, stod der skrevet over det hele: Meningsløst. Alt er meningsløst.”
Det er en bog med megen mening.
