”Du har splattet et dyr, udbrød Omar. ”Ad, hvor er det klamt!” råbte Bruno. ”Den er totalt splat-klat!”
Han bøjede sig ned og løftede op i dyrets ene øre. ”Det er helt slapt!”
”Den er færdig, ” konstaterede Omar dystert. ”Det var den dag, den skulle dø.”
Hvad gør man, når ens seje storebror kommer til at køre en uskyldig, hvid kanin over med sin kværn, og man ydermere finder ud af, at kaninen tilhører en god veninde, der med stor sandsynlighed bliver meget ked af det, når hun finder ud af det? Skal man sige sandheden eller skaffe en ny kanin i håb om, at veninden aldrig opdager noget?
Disse store etiske spørgsmål står de tre drenge Omar, Bruno og Mussa overfor, da kaninen Lillerød brutalt bliver splattet ud under et knallertdæk. Lillerød tilhørte nemlig Yasmin, og hvis hun sladrer, er det slut med slik. Drengene må skaffe en ny kanin, og da de ikke har penge nok til at købe en kanin hos dyrehandleren, ”låner” Mussa i stedet en kanin fra dyrehandleren. Problemet er bare, at kaninen er kulsort, hvorved der er risiko for, at Yasmin vil bemærke forskellen. Ikke overraskende bliver Yasmin bundulykkelig, da hun finder en stor, fed kanin i buret, frem for Lillerød, og selvom drengene forsøger at bilde hende ind, at kaniner kan skifte ham, eller at der i virkeligheden er tale om, at den store kanin har ædt Lillerød, må de dog til sidst gå til bekendelse. Både overfor Yasmin og Mussas far. De bliver tvunget til at betale for den lånte kanin og må samtidig gøre rent i Mussas fars taxa, fordi han hjælper dem ud af det rod, de har lavet.
”Omar, Bruno og Mussa gør alle glade” indeholder en sjov, let tilgængelig historie, som ligger i letlæsningsgenren. Sproget er holdt i humoristisk stil med klart fokus på målgruppens måde at tale på.
Med sin megen direkte tale egner bogen sig umiddelbart bedst til egen læsning, og knapt så meget til højtlæsning, men historien er ligefrem opbygget, og der sker ikke de store udsving. Læsere af Kim Fupz Aakessons vitello-bøger eller Anne Sophie Hammers Villads fra Valby-bøger vil formentlig glæde sig over Omar, Bruno og Mussa- serien, der også omfatter ”Omar, Bruno og Mussa og sagen om den mystiske numsevandkande”. Så er stilen ligesom lagt.
Dykker man lidt længere ned under selve historien, tager forfatterne Kristina Aamand og Elisabeth Kiertzner fat på spørgsmålet om livet efter døden set med muslimske øjne, for drengene undrer sig over, hvad der sker med Lillerød, når den er død. De får forklaret, at Lillerød kommer i Paradisets Have og skal begraves i et stykke stof efter muslimsk tradition. Dette sker vel at mærke uden at bogen på nogen måde bliver pædagogisk og forklarende. Drengenes undren passer fint ind i historiens øvrige kontekst.
Mon ikke vi fremover komme til at høre mere til Omar, Bruno og Mussa? Vi krydser fingre.
