Det kan være svært at forestille sig i dag, men man skal ikke spole tiden mange år tilbage, før den gængse opfattelse af tegneserier var noget anderledes. I et kulturelitært blik kunne tegneserier ikke ligestilles – endsige kategoriseres – med ”rigtig” litteratur. Det var forbeholdt børn og de, der ikke rigtig havde lært at læse endnu. Underlødig læsning for børn og ukyndige læsere. Men i takt med tegneseriernes popularitet samt den åbenbaring, at tegneserier kan meget, andet og mere end ord-rene bøger, begyndte snebolden at rulle. Om lavinen endeligt har ramt os endnu vides ikke, men om
ikke andet har snebolden vokset sig enorm. Tegneserierne er at finde overalt. Herhjemme har især Rasmus Bregnhøi skubbet på for at få udbredt tegneseriemediet med fx Mira-bøgerne, som han har lavet med Sabine Lemire, og Mogens og Mahdi-bøgerne med Kim Fupz Aakeson. Også Karoline Stjernfelt har nået ud til en stor og broget målgruppe med periodedramaet “I morgen bliver bedre”.

Derudover har flere forlag importeret tegneserier fra udlandet med stor succes. Japansk-amerikanske Kazu Kibuishi’s Amulet-serie er en kæmpe hit, “Spilledåsen” fra Frankrig, “Søstrene Gyldenhjerte” fra Italien og “Ella” fra Belgien. Og så har vi et godt øje til vores norske venner, hvor både “Nordlys” og “Krypto” er hentet fra. Og det leder os frem til nærværende tegneserie “Opfinderen”, der også er hentet fra Norge. Lars Henrik Eriksen er forfatter og illustrator bag, og der er indtil videre udkommet to bind i serien: “Jagten på evighedsmaskinen” og “Rejsen til Basara”.

”Intet varer evigt.
Fjelde bliver til grus.
Store konger dør.
Venskaber slutter.
I den lille landsby Mata-Mata havde det dog længe føltes, som om tiden stod stille…”

I den lille by Mata-Mata møder vi drengen Kobolt, der vil være opfinder. Hans store idol er bedstefaren, der også er opfinder, hvorfor Kobolt ynder at hænge ud i hans værksted efter skole, gerne med sin bedste ven Linnea. Men en dag går det galt, da Kobolts uforsigtighed kolliderer med bedstefarens mange mystiske eksperimenter med alternative energikilder. Det får katastrofale konsekvenser for især Kobolt, der – spoiler! – får amputeret begge ben i en eksplosionsulykke. Bedstefaren fordrives permanent fra byen og Kobolt må resignere og finde sig til rette i sit nye liv som kørestolsbruger. Som det sidste, inden han smides på porten, lister bedstefaren dog et blåtryk ind på Kobolts værelse, der viser, hvordan Kobolt kan fabrikere robotben, der ved hjælp af den sjældne alfaenergi kan få ham på benene igen. Kobolt sætter ud i verden for at finde sin bedstefar, som han mistænker, er på jagt efter den sagnomspundne evighedsmaskine, der måske kan give svaret på alfaenergien og alverdens andre spørgsmål!

Der er en oplagte reference til “Tilbage til fremtiden”s Marty McFly og Doc Brown i Kobolt og bedstefarens opfinderglæde og deres mange spøjse påfund. De kan være lige så nyskabende, som de kan være Storm P’sk tossede!

Der er humor, der er action, der er fantasy elementer – og så er der det gennemstrømmende sympatiske budskab om ikke at lade sig bremse eller begrænse af livets forhindringer. Der sker meget, tempoet er højt, og der er knapt tid til at kede sig. “Opfinderen” vil med al sandsynlighed tiltale selvlæsere fra 9-års alderen.

Denne anmelder i sine slut 30’ere er dog ikke helt solgt. Lars Henrik Eriksen spiller måske på for mange tangenter med “Opfinderen”, og kommer kun nogenlunde i mål. Udgangspunktet for historien er fint, men der er et væld af B-plots afstikkere, der ikke synes at føje til – men snarere forstyrrer hovedtråden. Den er momentvis spændende, uden for alvor at være medrivende, ligesom de humoristiske indfald aldrig rigtig forløses med bravur. Den slår nogle følelsesmæssige slag i første bind omkring eksplosionsulykken, der fungerer virkelig godt, men den vender hurtigt tilbage til en mere letbenet stemning, og genbesøger aldrig denne ellers klædelige alvor.

Og så ærgrer det mig, at en dygtig tegner som Lars Henrik Eriksen benytter sig af en reduceret afart af mangastilen. Eriksen har styr på sin digitale farvelægning og excellerer især i totalbilleder af byer, landskaber, opfindelser og huse, men når det eneste, der er tilbage af den hyper-ekspressive og dynamiske mangaæstetik er nogle meget basale ansigtsudtryk, virker det som en halvbagt løsning. Måske er der gået inflation i den vestlige verdens adaptering af den japanske mangastil? Man kunne ønske sig, at nogen studerede Akira Toriyama, Eiichiro Oda eller Masashi Kishimoto lidt nærmere for bedre at kunne videreføre manga-traditionerne, eller alternativt udviklede en original stil og streg, fremfor at forfalde til mangaens letteste virkemidler.

Den tiltænkte målgruppe vil sikkert lappe “Opfinderen” i sig, og heldigvis slutter bind 2 med en dejligt overraskende og åben slutning, der lægger op til meget mere opfinderi, eventyr og ballade for Kobolt.

Lars Henrik Eriksens “Opfinderen” er seneste skud på stammen i et evigt ekspanderende tegneserieunivers. Heri møder vi drengen Kobolt, der er en ukuelig opfinder, der må gå mange grufuldheder igennem på sin eventyrlystne sti. Der er skruet op for tempoet, og med både humor og fantasi og et tilpas karikeret galleri af venner og skurke, er “Opfinderen” oplagt til selvlæsning fra 3. klasse.