Ophav

‣ Forfatter: Anne Sofie Allermann

‣ Illustrator: Gitte Gade

‣ Forlag: Jensen & Dalgaard

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 175,00

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 48

‣ ISBN: 9788771511611

Det er to særdeles dygtige billedbogsmagere der har slået sig sammen om at lave billedfortællingen Ophav.

Anne Sofie Allermann har tidligere, sammen med Anna Margrethe Kjærgaard, udgivet En fin sten, og sammen med Anna
Jacobina Jacobsen billedfortællingen Tid. Sammen med Inge Duelund Nielsen har illustrator Gitte Gade udgivet Hulder til
Balder og den prisbelønnede Claras bog.

Substantivet ophav er smukt gammelt ord, der vist ikke tilhører et barns hverdagsvokabularium; men nu kan de så lære det
at kende i Morgans fortælling om sin jagt på sit ophav i Ophav. Jagten på den far han aldrig har kendt, og som moren
nægter at kende noget til, og hvis hun gør, forhindrer Morgan komme i kontakt med:

”- Var det min far, du snakkede med? spørger Morgan.
– Hvorfor tror du det? spørger mor tilbage.
– Jeg vil gerne have, at min far kommer.

Mor smiler og putter dynen tæt om Morgan.
– Ham kender vi jo ikke, skat. Det ved du godt.”

Morgan er ikke alene om at rode med de tanker. Tænk blot på Kim Fupz Aakesons herlige Vitello eller Kathrine Assels
dreng Alvin i Månen er en højtaler, der forsøger at finde sin far ved hjælp af efterladte indkøbssedler i Netto.
Vitello leder vist ikke efter en far, men det gør både Alvin og Morgan og et væld af danske børn der savner viden om deres
OPHAV.

Morgan dykker i fortællingen dybt ned og kigger meget højt for at finde ud af, hvor han stammer fra og hvordan alting
hænger sammen. Ophav er en særdeles smuk fortælling om at savne noget, man ikke kender. Og det er en fortælling om at
søge sin identitet og finde ud af hvem man er og slå rødder. Alt det rigtig mange børn roder med.

Morgan finder ikke sin far, men han finder så meget andet på vandreture med mor, sammen med veninden Aviaja der ikke
gider lege far-mor-og børn, men som hellere vil være en sommerfugl og alene på sine dyk i drømmenes hav. Sammen
undersøger de hvordan alt i verden hænger sammen – sådan da.

Den væsentlige eksistentielle fortælling fortælles af Anne Sofie Allermann i korte letforståelige sætninger og i Gitte Gades
poetiske streg og afdæmpede farvesætning. Hvem af de to der egentlig fortæller mest, Allermann i ord eller Gade i billeder,
er det umuligt at afgøre. Ophav er en smuk fortælling, der er ligeligt fortalt af de to ophavskvinder. Ordene sætter
dagsordenen for fortællingens tanker og dens dialog, mens billedsiden spiller en helt selvstændig rolle undervejs, der sender
fortællingen ad ukendte veje. Her er nok at se på, blandt andet et smukt opslag på pergamentpapir, der understreger havets
betydning for historien, og hvor Morgan i drømme møder sin far, han ikke kan fastholde, men som forsvinder i dybet.

Ophav kan læses og forstås på mange måder og niveauer og det er vist ikke tanken at forsøge at tømme historien for
betydning, men gennem en dialogisk (op)læsning komme ind i fortællingens univers og tankerne bag.

Billedfortællingen anbefales varmt til det lidt ældre børnehavebarn, til oplæsning i indskolingen og
på mellemtrinnet og
derhjemme med en efterfølgende samtale om vi, vores ophav, og vores fælles klode
og en undersøgelse af hvad det er
billedbogsmediet kan. Endelig anbefales Ophav til læsere der gerne vil
stifte bekendtskab med endnu et skønt billedlitterært,
såkaldt komplekst værk og få en stor læSEoplevelse.

“Ophav” fra forlaget Jensen & Dalgaard

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.