På flyvetur med Alf og Dora handler om de to små feer Alf og Dora, der flyver rundt i den danske natur og kigger på dyr og planter, mens de lærer ting og sager om naturen. Bogen er gennem-illustreret med en blanding af naturtro, næsten encyklopædiske billeder af planter, blomster og dyr med små navneskilte som dueurtsværmer, gederams, skvalderkål osv. og oven på disse billeder flyver de ultranuttede feer, og taler om hvad de ser.
Jeg kan helt vildt godt lide det encyklopædiske islæt. Det minder lidt om Christina Weises og Rasmus Bregnhøis nyklassiske Snabels herbarium. Men resten af Karen Borchs bog er knap så vellykket, hvor sympatisk projektet end er. For selve historien bliver for påklistret og lang. Bogen fortæller om sig selv, at det er barnets første naturbog; og det er tydeligt, for fortællingen er bare staffage.
Bogen er fortalt på vers, og måske var det den grafiske opsætning, der gjorde, at jeg første et par sider inde i bogen fandt ud af, at det var meningen, at der skulle være rim og rytme i. Det fortæller også, at versefødderne ikke er lige konsistente og skarpe. Og så hjælper det heller ikke, at bogen forsøger at rime ’trætte’ med ’ikke’.
I På flyvetur med Alf og Dora skrives, at det er barnets første naturbog. Og på den måde er bogen varedeklareret fint. Jeg tror bare, at jeg ville have foretrukket, at der var dykket endnu mere ned i de smukke illustrationer af kryb, kravl og planter fra den danske natur. Det fungerer nemlig godt.
Velmenende naturbog, hvor den rimede historie, der skal binde de smukke natur-illustrationer sammen bliver for påklistret og uelegant.
