Drengen med det sigende navn Petit oplever, hvor svært det er at være lille. Den ene dag er han en sød og artig dreng, den næste er han et lille uhyre, der gør alt forkert og får skæld ud for det. Han hiver pigerne i håret. Han er ond ved duerne, han lyver og han vil ikke låne sine ting ud. Men andre dage er han god mod sin bedstefar, han fortæller historier for sine venner og han udviser empati.
Petit når frem til, at han må være et lille uhyre. En slags god- slem dreng. Dette bedyrer han for sin mor, og hun forstår ham, mener Petit. Han ønsker sig brændende en håndbog med alt det, han ikke forstår, og ind imellem vil han bare gerne have fred og ro. ”God til ingenting? Slem til alting?”, spørger Petit sig selv.
Som en anden Emil fra Lønneberg forsøger Petit at gøre det rigtige, men det går ofte galt, og så er man slem igen. Men Petit når også frem til, at det tilsyneladende ligger til hans familie at være både søde og slemme, for mor er sød, når hun forstår ham, men slem når Petit bliver smidt i seng uden dessert.
Den argentinsk fødte forfatter, tegner og musikker Isol modtog Litteraturpriset til Astrid Lindgrens minne i 2013. En del af begrundelsen for prisen byggede blandt andet på Isols evne til at skrive fra barnets højde. Hun tager udgangspunkt i barnets blik for verden.
”Med befriende humor og lethed behandler hun endnu tilværelsens mørkere sider”.
Som læser føres man med Isols meget naive, men dynamiske streg gennem Petits genvordigheder. Både tegninger og sprog tager afsæt i Petits egen alder som er omkring seks- syv år. Isol skriver ud fra det, den svenske litteraturforsker Ulla Rhedin i en artikel fra ”Vår moderna bilderbok”[1] fra 1991 kalder det konsekvente børneperspektiv. Her er det et gældende præmis, at fortællersynsvinklen på intet tidspunkt forlader fortællingens barneprotagonist. Alle refleksioner, betragtninger og konklusioner udspringer fra barnet selv, og der ingen implicit voksenfortællerstemme, der bryder ind med vejledning til læseren eller for den sags skyld til Petit selv. I denne bog bliver vi hos Petit, der lader mange af sine spørgsmål stå åbne, da han ikke altid ved egen hjælp kan finde fyldestgørende svar. Det er heller ikke altid nødvendigt. For eksempel konstaterer Petit, at uanset om han er et uhyre eller ej, ser hans hund Teddy ud til at være ligeglad.
Et andet præmis for det konsekvente børneperspektiv hos Ulla Rhedin er, at ved at fastholde barnets perspektiv på tingene slipper man lettere uden om den faldgruppe, at billedbøgerne bliver for pædagogiske og didaktiserende. Bogen åbner snarere for muligheden for en i princippet lige dialog mellem barne- og voksenlæser. Rhedin skriver:
”Dette indebærer, at børnebogen efterhånden slipper sit ”enkle” forhold til virkeligheden, og åbner sig for mere komplicerede, ofte symbolske, psykologiske og filosofiske forbindelser til virkeligheden”.[2]
En af Petits erfaringer er, at intet er sort eller hvidt, men at der findes nuancer i tilværelsen. Hvis hans klassekammerat Gregor er en grufuld dreng, hvorfor får Petit så ondt af ham, når Gregor stilles alene i skammekrogen? Også de mere sociale aspekter i livet kan være svære at forstå for Petit. Når det nu er slemt at hive nogen i håret, hvorfor sætter Laura sig så altid ved siden af ham?
”Petit- uhyret” henvender sig mest til de mindste børn, der kan identificere sig med de spørgsmål, som Petit stiller sig selv. Isol opretholder Petits verdensbillede uden på noget tidspunkt at løfte en belærende finger ad ham, og det er befriende. Petit må sammen med læseren selv finde svarene.
[1] På dansk findes artiklen i bogen ”Billedbøger og børns billeder” af Anne Mørck Hansen (red.), Høst og Søn, 2000 under titlen: ”På rejse i barndommen- Om billedbøger for børn og voksne”
[2] Mørch Hansen, s.101, 2000.
