Der findes bøger om hvilke man kan sige, at de er gode fortællinger for børn og voksne. Der findes bøger, som vækker tanker og følelser hos læseren. Der findes bøger, som lægger sig i spændingsfeltet mellem flere forskellige kunstarter, og som rummer en indre æstetik gennem det narrative og det visionære.
”Pigen med de ravgyldne øjne” af Lissie Lundh hører til den sidste kategori. Det er ikke bare en fortælling eller en tilfældig billedbog i mængden. Den rækker længere end det, og det er vigtigt at pointere, vi generelt er forvænte med her i Skandinavien. Og vi har en tradition for billedbøger og billedbogsforskning, som vi kan være stolte af, hvilket dog også kan have den effekt, at der skal meget til imponere. Grundniveuaet er ganske enkelt højt.
Jeg har bevidst fravalgt et egentligt resume af bogen i nærværende anmeldelse. I stedet foretager jeg enkelte nedslag. For ved et forsøg på sammendrag giver jeg også indtryk af, om jeg til fulde har forstået bogen. Det har jeg ikke. Og hvor er det inspirerende, at man som garvet læser stadig kan klø sig i nakken, fordi ikke alt ligger lige for.
Selve bogens tema er derimod mere tilgængeligt. Det er sagt om illustrator Frederikke Lange, at hun i denne bog har ”tegnet ensomheden”. Det er i virkeligheden meget præcist. Hendes tegninger er særpræget og umådelige detaljerige. Samtidig er de sarte og stregen ændrer sig gradvist i teksten. Tegningerne giver næring til læserens forundring i teksten, men de giver ikke svar. De er meddigtende snarere end kontrapunktiske. Blændende flot arbejde!
Bogens hovedperson, pigen med de ravgyldne øjne, er ensom. Hun længes efter en mor, som ikke længere bor i det store hus, hvor pigen bor. Her bor til gengæld hendes veninde, Emma. Pigen har et billede af sin mor, men det synes at forandre sig alt efter pigens sindsstemning. Nogle dage er hun iklædt blå silkekjole og en gang imellem er der roser rundt om hende. Duften er så stærk, at pigen er ved at lette.
For hver dag der går i pigens liv øges hendes længsel og morens billede falmer langsomt. En dag møder pigen en gråspurv, der er kold og forkommen. Fuglens vinge er brækket, og det står klart, at den vil dø. Også selv om pigen forsøger at hidkalde vinden, så den kan føre fuglen bort. Fuglen udånder, og pigen ser, hvordan en lille strålende fugl flyver ud fra den døde krop.
”Endelig hørte vinden, at jeg kaldte på den”, tænker pigen.
Sidenhen, da pigen har mistet al mod, vender fuglen tilbage til pigens vindue, og fortæller, hvordan den flyver rundt et paradisisk sted, hvor træer, buske og reder er lavet af guld.
Hvordan det end går til, synger fuglen en skikkelse frem i døren til pigens værelse, og langsom tegner sig et omrids af en kvinde, og pigen fornemmer duften af roser i værelset.
Lissie Lundh skriver intenst og nærværende. Det er en kunst i sig selv at kunne beskrive afsavn så enkelt og samtidig så abstrakt. Bogens slutning er mere end åben, og der gives ikke et færdigt svar. Lundh vælger at placere sig i den fantastiske genre i klassisk forstand, hvor vi som læsere undres over, hvad der sker. På mange måder bevæger bogen sig på realplanet, men den afdøde fugls besøg og det faktum, at moderens billede forandrer sig, giver læseren mulighed for at bevæge sig i en fantastisk fortælling eller på et mere dybdepsykologisk, tekstnært plan. Begge tilgange giver liv til fortællingen.
Intertekstuelt kan der trækkes klare paralleller til de mange ensomme, forladte børn, som præger dele af nordisk børnelitteratur, men særligt bevægede denne anmelders tanker sig i retning af de mere mørke sider af Astrid Lindgrens forfatterskab med ”Brødrene Løvehjerte”, ”Søndeneng” og ”Suser min lind, synger min nattergal” som de primære referencer. Vi ser også klare romantiske træk, og H.C. Andersens ”Nattergalen” eller ”Den lille pige med svovlstikkerne” ligger heller ikke fjernt fra tekstens tema.
Bogen skal opleves. Den skal læses og kigges i. Der skal ses på, hvordan illustrationer og tekst tilsammen skaber en ikonotekst, der sætter det forladte barn i perspektiv. Min største bekymring er, at den havner i biliotekskrybben med tonsvis af andre bøger, og dermed bliver overset, for det fortjener den ikke. Den er med til, at niveauet for billedbøger forsat ligger meget højt i Danmark. Det skal komme børnene til gavn.
Læs den med børn, men læs den selv først, for der vil mange spørgsmål efter mødet med pigen med de ravgyldne øjne.
