Drengene Tobias og Ali vokser op i Københavns kriminelle miljøer. De er begge 17 år og lever på kanten. Tobias må hver dag leve med sin dybt alkoholiserede mor, som det meste af tiden er så påvirket, at hun ligger og sover, og Tobias må af samme grund klare sig selv. Han hutler sig gennem dagligdagen ved at sælge stoffer, og kommer i løbet af relativ kort tid i uføre, fordi en sending går galt.
Parallelt med Tobias møder vi også Ali, der bor med sin familie ved siden af Tobias. Ali forsøger at passe sin skole, og har egentlig også familiens opbakning, men han kommer i selskab med folk, der søger ekstremismens veje i Koranen. Ali gør samtidig sit bedste for at være en god muslim.
Efterhånden som romanen udvikler sig, tilspidses tilværelsen for begge drenge. Tobias’ kæreste bliver ganske ufrivilligt indblandet i hans kriminelle aktiviteter, og Tobias tvinges op i en krog, da narkobagmændene pludselig kommer meget tæt på.
Ali på sin side må håndtere det faktum, at han havner som politiets meddeler, hvor han får til opgave at underrette om, hvad der foregår i den lille kreds af ekstremister, som han er blevet indfiltreret i.
Der er ikke meget ro og harmoni i de to drenges liv. Det hårde liv sætter sit naturlige præg på dem begge.
Dansk- amerikanske Conrad Fields har med ”Plusmand” skabt en efterfølger til debuten ”Minusmand” fra 2013. Han har mange års erfaring med unge med særlige behov, og det er tydeligt, at han er inde i de hårde unges sprog og generelle omgangsform. Sproget er råt og usødet og perkerdansk er gennemgående. Af samme grund indeholder bogen også en nydansk ordbog, hvor man kan se, hvad de mange forskellige udtryk betyder i deres rette kontekst. ”Plusmand” kan karakteriseres som rå socialrealisme, der er absolut velskrevet, men ikke bidrager med noget nyt til genren som sådan, hvilket måske også er svært, da vi har at gøre med en relativ snæver genre i den forstand, at i de ellers for tiden så karakteristiske genreblandinger ikke rigtig er relevante inden for socialrealismen.
Selve historien er relativ lang tid om at komme på banen. Det første stykke tid går med at slå fast, hvor hårdt miljø de to drenge vokser op i, og som læser skal man være gearet til det karakteristiske sprog, der er en blanding af dansk, perkerdansk og arabisk. Der er kul på, og med fare for at lyde forstokket, kunne man måske hævde, at mindre kunne have gjort det. Omvendt er sproget med til at gøre bogens miljø og persongalleri autentisk, hvilket i sig selv er en styrke
I undervisningssammenhæng kan der fint inddrages intertekstuelle referencer til ældre socialrealisme fra forfattere som Bent Heller og Klaus Rifbjerg i et eventuelt ungdomslitterært forløb i udskolingen, men også nyere litterære referencer vil selvfølgelig være oplagte. Der bør ses særligt på sprog, miljø og parallelhandlingsforløb.
Endelig må man slå fast, at bogen med sin behandling af religiøs ekstremisme desværre bliver uhyggelig aktuel set i lyset af nylige begivenheder i København, og den igangværende debat og problematisering af radikaliseringen af unge mennesker. Bogen giver ikke noget decideret svar på, hvordan radikalisering kan undgås, men Ali havner i dilemmaet mellem at være tiltrukket af ekstremismen og samtidig tage dyb afstand fra den.
