Mangt en weekendfar vil kunne genkende elementer af sig selv og få det svært under oplæsningen af ”Politiland” af Erlend Loe og Thore Hansen. For her i fortællingen udstilles drengen Kims far på det mest groteske og groveste.
Det er lørdag morgen, og far VIL bare ikke op og lege med Kim. Det er der kommet en vild og morsom fortælling ud af. Faren truer nemlig med store konsekvenser for Kim, når de får besøg af Stå-op-politiet, Gå-ud-politiet eller Sports-politiet, (der dukker op sent på lørdagen, da faren endelig er stået op og vil se sport på tv). Endelig trues Kim med Spørge-politiet, Plage-politiet, Sukke-politiet, Brokke-politiet og Findes-ikke-politiet. Som lørdagen langsomt skrider frem, bliver de forskellige politikorps ondere og ondere, og konsekvenserne for Kim bliver værre og værre. Så er den lørdag vist ved at være gået.
Nej, for:
”Vi er fra Finde-på-politiet, og vi har modtaget oplysninger, der tyder på, at en voksen i denne husstand har skræmt et barn ved at finde på forskellige slags politi, der ikke findes, passer det?”
Dette kan Kim jo kun bekræfte, og fortællingen ender med, at faren arresteres:
”Da bilen kører væk, står far og holder i gitteret og fortryder bittert, at han var så dum.”
Sådan kan det gå, hvis man som (weekend)far ikke tager sig sammen…
”Politiland” er modsat Erlend Loes tidligere illustrerede bøger ikke illustreret af hans faste makker Kim Hjorthøy med den letgenkendelige tuschstreg, men af den prisbelønnede og erfarne tegneseriemager og illustrator Thore Hansen (f. 1942). Hansens streg og illustrationer er absolut passende til Erlend Loes verbale løjer i ”Politiland.” Som sædvanlig når det gælder Erlend Loe, ligger der bag disse løjer og den rablende galskab et alvorligt børnepolitisk eller filosofisk sigte – for hvor fraværende kan en forælder tillade sig at være? Mange børn oplever helt sikkert lørdage, hvor der sker absolut: Nada!
Er man til Erlend Loe, er ”Politiland” absolut vintage Loe. Og det er – som man ved fra hans børnebøger om truckføreren Kurt – rigtig godt, grænseoverskridende og udfordrende. Læs eller genlæs, ”Fisken”, ”Kurt bliver grusom”, ”Kurt Quo Vadis” eller ”Kurt kurér”. De er ustyrligt morsomme, groteske og samfundskritiske fortællinger, der også udfordrer grænserne for, hvad børnelitteratur er og kan. Voksenlæsere kan genlæse trilogien om Doppler, familiefaren med to børn og et godt job, der bryder op og flytter ud i fjeldene lige uden for Oslo.
Kim og hans far i ”Politiland” er et bekendtskab, der både får en til at trække på smilebåndet, og som vækker til eftertanke. Og det er vel i grunden ikke så ringe.
