Postyr i Kartoffelbedet

‣ Forfatter: Josephine Kyhn

‣ Illustrator: Josephine Kyhn

‣ Forlag: Gads Forlag

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 279,95

‣ Målgruppe:3 - 7 år

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788762742895

”Det havde regnet i natskyggebedet i flere uger. Tvillingerne Datura og Brugman hadede regnvejr. For når man er et natskyggebarn, er det meget vigtigt at slappe helt af, når det regner. Det er sundt, sagde Solanes.”

Sådan er indledningen til denne bog nummer to i serien om Natskyggebørnene. De to tvillinger er ifølge deres navne ”Engletrompeter”, og hvis man tjekker Carl von Linné (biologen, der fandt ud af klassifikationssystemet for planter), så navngav han Datura i 1753, mens en anden videnskabsmand i 1805 navngav en anden art med navnet ”Brugmansia”.

Carl von Linné er ikke nævnt her i billedbogen, men alle karaktererne i bogen er planter med sære navne. Det skyldes, at de er opkaldt efter enten latinske eller danske navne på planter.

Natskyggefamiliens mest kendte plante er nok kartoffelplanten, men der er mange andre i natskyggefamilien. Natskyggefamilien rummer både vigtige nytteplanter og giftplanter. Her er det tvillingerne Datura og Brugman, der er hovedpersonerne. Og de hopper rundt i deres gummistøvler, mens de forsøger at få noget til at ske.

”Hvad pokker er det, spurgte Datura, og så hoppede de begge to ned fra deres blade. Der stak en lille spire op af den våde jord. Men det var ikke en kartoffelspire. Eller en bittersød natskyggespire. Eller bulmeurtspire. Hvad i alverden var det?”

Det er en kartøffel. Ja, sådan staves den i bogen. Og så tager Datura og Brugman ud i verden sammen med den nye kartøffel. De møder mange undervejs. Hyrde-Myrte og kæmpevalmuer og langhaler. Det er en udflugt, der tager de to tvillinger ud i sump og mose, og de møder alle med stor åbenhed.

Josephine Kyhn har skrevet og tegnet. Sproget er med mange fagord fra planteverdenen. Det er ord som kattehale, skarntyde og stikling. Heldigvis viser illustrationerne netop de planter, der omtales i teksten, så man kan følge med.

Illustrationerne er akvareller og gouache i fine pastelfarver, der matcher teksten.

Bag i bogen er der en præsentation i tekst og tegninger af de seks hovedpersoner i serien: Bittersød (der var med i første bog), Datura, Brugman, Petunia, Solanes og Bulme.

Bogen giver børn og andre læsere et fint handlingsforløb, samtidig med at plantenavnene og Natskyggefamilien er præsenteret på en måde, som man kan forestille sig Carl von Linné ville ønske det.

Det er en højtlæsningsbog, hvor man kan tale om planter, flora og ligheder og forskelle mellem planter. Om det er en spændende historie? Nej, det er det ikke, men tvillingerne går ud i verden og kommer klogere hjem.

Links: https://josephinekyhn.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.