Bobs bedstemor bor på landet sammen med bedstefar. Bedste havde været inde i byen for at handle, og pludselig kunne hun ikke finde vej. Der var noget galt med hendes øjne.
Som et lyn fra en klar himmel får Bobs bedstemor en blodprop i hjernen og må hasteindlægges på hospitalet. Og selv om bedstefar først kommer til at ringe til dyrlægen, så lykkes det dog at få hende det rigtige sted hen.
Det er Bobs mor, der fortæller om bedstes sygdom, og det sker på denne måde: Bedste har fået en blodprop i hjernen, fortæller mor. Stakkels bedste. Det er det værste, der kunne ske. Men vi må håbe på det bedste.
Ikke sandt, så kender vi Mouritzen. Tak for det. Den slags små twists er der flere af i denne varme og gode fortælling. Det bedste og det værste. Og tilsvarende: dobbeltbetydningen af bedste.
Bob besøger Bedste på hospitalet, og han bliver på flere måder oplivet af, hvad han får at se. Skønt alvorligt syg, fejler Bedstemors humør ikke noget, og hun ser tilmed dobbelt. Når hun får mad, får hun hver gang to tallerkener serveret, så hun kan ordentlig blive mæt, siger hun. Lægen har to hoveder, og ved siden af hende ligger søstrene Sur, som Bedste kalder kvinden i sengen ved siden af.
Heldigvis viser proppen sig kun at være en lille en af slagsen, så hun er hurtigt hjemme på gården igen.
Men Bob har fået noget at tænke over. Kan han også blive ramt af sådan én? Nej, hedder det, for hans blod løber alt for hurtigt i årerne, så det kan så let som ingenting løbe fra sådan en prop. Men der er andre propper, som det ikke er så rart at kende til, nemlig hidsigpropper, og i et natligt mareridt er det netop sådanne, Bob bliver forfulgt af, indtil han mareredent skriger op og vågner i sin seng med mor på sengekanten. Mor beroliger, det er bare noget, der er sket inde i hans eget hoved – fuldkommen som når bedstemor ser dobbelt. Har Bob så fået en prop da?
Det er en væsentlig fortælling, som får sin gode værdi i, at drengen Bob ikke bare bliver holdt ude fra de ubehagelige hændelser i tilværelsen, men får lov at opleve dem med. Det ender naturligvis ikke godt hver gang, som her. Men det er en del af livet, at virkeligheden af og til viser sig fra sin mere barske side. Det viser fortællingen uden nogen form for pædagogisk pegefinger. Og fortællingen bliver jo netop bærlig ved, at den er forløst på den særlige sproglige veloplagthed, som er Peter Mouritzens vandmærke. Det er næppe heller tilfældigt, at Bob rimer på Prop?
Og Mouritzens finurlige, og fortællermæssige sproglige skævheder følges fint på vej af illustratoren Lea Hebsgaard Andersens næsten surrealistiske illustrationer. Lea Hebsgaard Andersen får her sin debut som billedbogsillustrator. Og det er en fin og løfterig en af slagsen. Hun har desuden her i efteråret 2016 illustreret Lilja Scherfigs Verdens bedste team.
Det er en fin billedbog, som er velegnet til oplæsning i en indskolingsklasse. Fortællingen giver anledning til gode samtaler om, hvorledes det er med mennesker, der rammes af alvorlige sygdomme – men lige så meget om, hvordan man kan takle situationen sammen med børn, når de sker.
