”Rasmus på farten” udkom i 1956 – for tres år siden – på svensk med den skønne titel: ”Rasmus på luffen.” Den genudgives nu, nyoversat af Kina Bodenhoff til et lydefrit dansk og nyillustreret af Kirsten Raagard med sorthvide tuschtegninger der underbygger begivenhederne i romanen.
I et brev til veninden Louise Hartung skriver Astrid Lindgren den 21.4.56:
”Når jeg skriver är jag inte melankolisk. Det jag håller på med nu handlar om en barnhemspojke strax efter sekelskiftet, och jag tycker om at vara tilbake i tiden före första världskriget.”*
Denne længsel efter et svundent, smukt Småland, omkring år 1900, i dejligt sommervejr mærkes under læsningen.
”Rasmus på farten” er et ægte lindgrensk eventyr med en hovedperson, der strutter af livsmod og handlekraft. Kort og godt er der tale om en dreng fra dengang drenge var drenge – og så alligevel: Rasmus, som er forældreløs, savner en ny far og mor. Han er ensom på børnehjemmet og flygter fra børnehjemstilværelsen og frk. Høg.
På flugten møder han hurtigt (deltids)vagabonden ”Paradis-Oskar.” Hos ham møder Rasmus både omsorg, livsvisdom og tryghed. De to rodes på deres færden ind i en sag om et røveri, og indbygget i fortællingen findes det godes kamp mod det onde. Det endelige opgør med de to forbrydere finder sted i en dyster, uddød smålandsk landsby, hvor alle indbyggere for lang tid siden er emigreret til Minnesota i USA. Her vinder det gode over det onde, og som i eventyret ender det med at Rasmus finder sin nye familie. Ikke hos den rige bonde, Nilsson i Stensæter, men hos Oskar og hans kone Martina:
”Vil du gerne det? Kunne du tænke dig at bo her hos os?”
Og pludselig mærkede Rasmus, at det var lige præcis, hvad han gerne ville. Han ville bo sammen med Oskar og Martina i det her lille grå hus ved søen. Oskar og Martina var ikke pæne og rige, Martina havde ingen blå hat med fjer, men det var fuldstændig lige meget, her ville han bo.
Opsummerende må man sige, at ”Rasmus på farten” også i dag, i en tid med flydende modernitet, flydende familieforståelse og mange opbrud, vil kunne gribe barnelæseren om hjertet. Hvor hører jeg til? Hvem vil have mig?
Hertil har Astrid Lindgren tilsat en ordentlig dosis smålandsk idyl og svensk sommer, elementær spænding og ikke mindst humor. Og det i en fortælling der grundlæggende handler om ensomhed og venskab.
Den voksne læser vil undervejs komme til at tænke på Astrid Lindgrens skarnsknægt, Emil fra Lønneberg. Rasmus og Emil er langt ude i familie med hinanden. Og på Lindgrens længsel efter den smålandske sommer oppe i Stockholm. ”Rasmus på farten” emmer af stemning og sanset natur. Endelig kan den voksne læser reflektere over, hvorfor det var for denne bog, Astrid Lindgren modtog den internationale børnebogspris, H.C. Andersen medaljen i 1958. I en tid med kold krig, sult, atomtrusler og overgreb på Ungarn fra sovjetisk side har man nok læst ”Rasmus på farten” anderledes end vi gør i dag.
Men Rasmus kan sagtens selv i dag! Den kalder på at blive læst op i skolen og derhjemme. For sprogligt har Kina Bodenhoff ramt en sprogtone der ligger vældig godt i munden. Og så er det jo ikke kun løjer det hele. Her er også alvorlige sager at drøfte undervejs, når Rasmus og Oskar er gået til ro på høloftet.
Romanen hører ligeledes hjemme i en forfatterskabslæsning både derhjemme og på skolens mellemtrin. Det har været en stor fornøjelse at genlæse ”Rasmus på farten.” Man må håbe at fortællingen om Rasmus og Paradis-Oskar får et langt liv og bliver udbredt til Astrid Lindgrens mange læsere. Den hører hjemme både på et pædagogiske læringscenter og i boghylden derhemme.
*Jens Andersen og Jette Glargaard (red.): ”Jag har också levat. En brevväxling mellan Astrid Lindgren och Louise Hartung (Salikon förlag / Saltkråkan , 2016)
