”Den hun elsker højest.
Den hun savner mest.
Den som aldrig har svigtet.
Kun én af dem vil overleve mødet med Ragnarok.”
Så er Malene Sølvsten tilbage med det afsluttende bind 3 i hendes stort anlagte trilogi Ravnenes hvisken. En trilogi som udspiller sig i et originalt fantasyunivers spændt ud mellem det nordjyske gymnasium i byen Ravnsted, Kraghede skov, gården Odinshøj og så hele den nordiske mytologi – her især Vølvens spådom, som handlingen i bog 3 er bygget op omkring.
For selv om hovedpersonen Anne, som forudsagt, er blevet blev genoplivet, så har hendes død allerede sat gang i Fimbulvinteren. Ragnarok og verdens undergang er på vej, og med Nordjylland og resten af Norden nedsunket i en evig vinter, må Anne og hendes venner kæmpe for at finde en måde at redde verden på. Selvfølgelig er vi i et univers, hvor ikke alle er, hvad de giver sig ud for. For nogen tæt på Anne har forrådt hende uden, at hun ved hvem. Andre af de mange figurer i romanen begynder at indse, at Ragnarok og verdens undergang måske slet ikke er det værste, der kan ske – for dem.
En stor del af fortællingen her i bog 3 om Ravnenes hvisken drejer sig om det klassiske tema; hvem der er ven, og hvem der er fjenden?
Til sidst må Anne drage til netop dét sted, hun har svoret, hun aldrig ville vende tilbage til og bede om hjælp. Hos dem hun både har svigtet og forrådt. Hele plottet slutter med spørgsmålet om, de stadig vil hjælpe? For uret tikker mod enden for verden, som Anne og vi andre kender den, og Anne må og vil gøre alt for at afværge Ragnarok. Også selv om det kræver det største offer.
Den store roman slutter med:
”Jeg krammede Vinr, og vølverne pulserede i dens træ. Min søster var også et sted derinde.
Jeg hørte svagt Hejds stemme inde i mit hoved.
Der kommer den mørk drage flyvende
den skinnede, nede fra Nidefjælde
Over sletten den flyver
i fjerene slæber Nidhug lig
Nu må hun synke.”
(Vølvens spådom, 900-tallet)
I hele trilogien om Ravnenes hviskener der tale om det, man kan kalde maksimalisme. Den grundlæggende spændende handling bliver fortalt med mange ord, mange beskrivelser, mange bloddryppende og frysende sansninger og med et imponerende stort persongalleri både i den reelle nordjyske verden og i det nordiske fantasyunivers.
Malene Sølvsten skriver kort og godt – godt – i et varieret sprog, hvor hun ikke er bange for at anvende vanskelige og gammeldags ord; ord der måske lige skal googles. Hun formår at holde sin læser fanget med sin originale blanding af gymnasiefortælling, nordjysk krimi, nordisk funderet fantasy, ikke så lidt humor, et drys romantisk kærlighed og en skøn opdatering og nytolkning af de nordiske guder.
Og udover at være en fantasyfortælling giver Ravnenes hvisken også læseren mulighed for at tænke over mange af vor tids væsentligste spørgsmål, såsom klimakrise, eksistentielle udfordringer og hvad et menneske egentligt er. Under læsningen tænkte jeg i hvert fald på den nyligt overståede fimbulsommer her i 2018.
Som der står:
”Ravnsted var denne verdens bastion i mange år, men I valgte den forkerte gud, og derefter levede I helt uden guder. I var forblændet af grådighed og havde ikke tanke for det fælles bedste.” (s.356.)
Den kan man vist godt tænke over her i konkurrencestaten.
Endelig holder denne læser meget af Malene Sølvstens omgang med nordisk mytologi, nordjysk lune, nordjysk klima og nordjysk natur som i:
”Jeg rakte op og kærtegnede hans kind. Den føltes hård som marmor under mine fingre. Den nordjyske blæst susede omkring mig og trak ilten ud af mine lunger, men jeg holdt Ods blik, også selv om det truede med at trække mig ned.” (s. 577)
Vi er nogen der véd hvad den nordjyske blæst kan udrette.
Men alt er selvfølgelig ikke idel lykke i bogen, eller i trilogien, der sine steder opleves som værende lidt for lang(trukken) i beskrivelserne og handlingen, og hvor der lige kan komme en figur drønende ind og lukke et hul i plottet om nødvendigt. Sandsynligvis noget den intenderede læser vil være uenig med mig i eller ikke bide mærke i.
Med sin trilogi Ravnenes hvisken skriver Malene Sølvsten sig smukt ind i en fantasytradition på højt internationalt niveau, hvor den nordisk mytologi er omdrejningspunktet. Her tænker jeg især på norske Siri Pettersens trilogi Ravneringene(2016 ff.) og i en mere ”litterær” tradition på engelske Philip Pullmans trilogi Det gyldne kompas (1995 ff.) med efternøleren i form af trilogien Forestillinger om støv (2017 ff.) hvor bind 1 La Belle Sauvage indtil videre er udkommet på dansk. Alle værker der beskriver en verden i forfald på randen af afgrunden.
Nu kan Malene Sølvsten så hvile lidt på laurbærrene ovenpå veludført kamp med ondskaben, Odin, Thor og resten af guderne. Men lur mig om hun er færdig med universet. Allerede med mellembogen Ravnenes hvisken. Verden styrter (2018) er hun gået i gang med at lukke huller i fantasyuniverset i Ravnenes hvisken bog 1 – 3. Så vi har nok ikke hørt det sidste trut i Gjallarhornet fra Malene Sølvstens side.
Gyldendal Ravnens Hvisken bog 3
