I ”Rejsen til Nørrebro” fortæller Vibeke Bruun Arildsen historien om den bevægelse der var fra land til by lige omkring år 1900.
Vi følger gennem to parallelle historier, de to 17årige hovedpersoner, pigen Hansine og den musikalske dreng Peter på deres rejse fra Jylland til hovedstaden og deres kamp for at slå rødder i de nye spændende og udfordrende omgivelser.
Hansine er blevet gravid med Peter og må nu forlade de vante omgivelser for at fungere som pige i huset hos sin eneste familie, svogeren, Niller og hans 5årige datter, Ebba. Læseren følger Hansines kamp for at finde sin plads i etageejendommen, hvor et meget ligefremt, men omsorgsfuldt miljø hersker. Det er også en tilværelse fyldt med kampen for at overleve og med de sociale problemer tiden var fyldt med – arbejdsløshed og alkoholen. Midt i al rodet er romanen også en slags kærlighedshistorie mellem Niller og Hansine og et opgør med dennes ungkarleliv med værtshusbesøg og ”løsagtige” kvinder. Hansine får job i vaskeriet på Sct. Joseph Hospital og møder der, i et kvindeunivers, både en fast social rangorden og en kærlig solidaritet. Niller bliver dødsenssyg – og romanen følger nu kampen for hans liv og for hans og Hansines kærlighed.
Peter har været småkærester med godsejerdatteren, Luise derhjemme. Sponseret og motiveret af hende forsøger han at komme ind på Musikkonservatoriet. Han er en virkelig dygtig musiker, men er splittet mellem sine folkemusikrødder og finkulturen. Mellem værtshusene og Det Kongelige Teater. Han tager kampen op, og samtidig med at han lever et liv et lejet værelse i en evig kamp for at slå rødder og betale huslejen, bliver han involveret i Hansines kamp for at få Niller til at overleve. De mødes, og han forærer Hansine de penge, han har tilbage – og det var meget fornuftigt gjort. For romanen slutter med at Luise kommer på besøg, og de får talt ud om hans faderskab og om deres muligheder for at få en fremtid sammen. Fortællingen slutter altså i en optimistisk tone, der på mange måder strider mod de socialrealistiske toner historien ellers indeholder.
”Rejsen til Nørrebro” er letlæst og velskrevet, men virker af og til lidt for velkomponeret, især hvor det drejer sig om at få fortællingens Hansine og Peter spor til at hænge sammen. Dette opvejes dog af det billede læseren får af et i dag uigenkaldeligt København. Under læsningen tænkte jeg flere gange på, at denne roman i høj grad beskriver samme miljø som Maria Andersens ”Tudemarie – bøger ” (1939 – 1942). Men hvor disse bøger i dag er svære at læse for børn og unge, så kan ”Rejsen til Nørrebro” supplere eller erstatte Tudemarie.
Skal bogen anvendes i undervisningen, kan læsningen af den kombineres med besøg på Nørrebro for at se hvordan der ser ud i dag og på Arbejdermuseet i København. Vil man læse mere om Hansine og Peter, så er romanen en selvstændig fortsættelse af romanen ”Sommeren på Carlsholm.” Bogen kan selvfølgelig også læses som hyggelæsning – for den viser nemlig også, hvor materielt godt vi har det i dag – men at mange af de menneskelige problemstillinger ”Rejsen til Nørrebro” fremstiller er universelle.
