Du skal jo i skole i morgen. Hvis du skal blive til noget stort, er du nødt til at arbejde hårdt.
Jeg er ikke altid sikker på, hvad far mener med noget stort. Men jeg tror måske, han mere tænker på sådan noget som formel 1-kører og bolighaj end røverbaron og mafiaboss.
Robin Hood Evensen. Hvad i alverden stiller man op med sådan et navn? Nej, hvis man eventuelt kunne have udeladt Hood? Også selv om det var ham, der tog fra de rige og gav til de fattige under sin huseren i Sherwoodskoven. Eller hvis man måske kunne have heddet Jesse James Evensen? Det havde dog været bedre. Jesse James skød i det mindste først og spurgte bagefter. Men det var ikke engang valgmuligheden. Alternativet var Gjest, Gjest Evensen?! Hvad er så værst …
Robin vokser op sammen med sin far, som han ofte ikke er sammen med, fordi faderen sidder inde. Han er hardcore kriminel røver – med våben og det hele. Han arbejder sammen med sine to brødre Kåre og Johannes. Når faderen (det er som regel ham, der bliver taget) sidder inde, bor Robin i pleje hos onkel Johannes og hans kone Iselin.
I faderens have har brødrene gemt både penge, guldbarre og våben til en hel krig.
Robins mor er død, i sin vrede over forgæves at forsøge at overtale faderen til at holde op med sine kriminelle handlinger, kører hun hjemmefra, og da politiet fejlagtigt tror, hun har begået noget ulovligt, bliver hun jagtet af dem og kører derfor for hurtigt og ind i en lygtepæl og i døden. Men hvorfor holder faderen så ikke bare op? Hvis han virkelig mener, at han elsker sin kone, og at Robin er det bedste, der er sket i hans liv – hvad er så problemet? Faderen forklarer det i bogens slutning, men det må man selv læse.
Robin prøver – imod stærke odds – at få en hverdag til at fungere så godt som muligt. Kammeraterne har han ingen problemer med, de frygter ham. Som han siger, så er der i deres kvarter tre kendisser, en fra et realityprogram, en byrådspolitiker og så faderen. Men det giver ingen venner. Og dog, der er Martin, med hvem han har en forbindelse, der med nogen ret kan kaldes venskabelig, selv om den foregår i dølgsmål. Forældrene ønsker nemlig ikke, at Martin ar noget som helst med Robin at gøre, så det sker på tidspunkter, hvor Martin skal alt muligt andet, som forældrene har tilmeldt ham. Der er det pudsige mellem Martin og Robin, at når de sludrer om kriminalitet, så er det Martin, der er den hårde og for hvem det ikke kan blive brutalt nok. Anderledes er det imidlertid, da han for alvor kommer med i skudlinjen, da det for alvor brænder på hen imod fortællingens kulmination.
Faderen og hans brødre er i opgør med en russisk bande, som vil have penge fra dem, hvilket fører til, at faderen kidnappes. Og han kan udveksles med de penge, som russerne mener, de har til gode. Det vil være synd at gå i detaljer med mere fra denne forrygende bog.
I lighed med Arne Svingens andre bøger, så rummer denne, som i øvrigt genremæssigt kobler sig til de to bøger, En sang om en brækket næse og den fine Fluesommer, fine beskrivelser fra samfundsgruppe 5, og ligesom dem har den en fint underspillet lune og en sofistikeret humor. For eksempel er det et fint karaktertræk hos Robin, at han for sin fremtid ser to vidt forskellige scenarier: 1) at følge i faderens, onklernes og farfaderens fodspor eller 2) at blive forsker. Og forskergenet luftes flittigt bogen igennem. Der er snart sagt ikke den undersøgelse, som Robin ikke refererer til. Fx en som denne: Forskere har fundet ud af, at folk kan reagere på to måder under kriser. Enten gør de hvad som helst for at komme ud af krisen, eller også giver de op og foretager sig ingenting. Lige nu gør jeg ingenting, men jeg er villig til at forsøge hvad som helst for at få far tilbage. Elegant forvandler han en disjunktiv problemstilling enten-eller til et muligt både-og. Og mundvigen krøller en anelse.
I romanens slutoptrin er han sammen med vennen Martin, og de taler fremtid. For Robin peger pilen på forsker, og Martins far ønsker for Martin, at han bliver statsminister. Derved kan Martin tilbyde Robin stillingen som forskningsminister. Bingo og venskabet kan bevares.
En anden lille lun detalje, med grumme perspektiver er der i denne lille overvejelse: Robin spørger sin onkel Johnny, om hans far har slået nogen ihjel, men det svarer onklen undvigende på: Jeg ved det ikke. Og så følger Robins overvejelse: Ved det ikke er bedre end ja, men temmelig meget værre end nej.
Det er på samme tid en fin, varm og grum bog, man ledes igennem, og man sluger den hurtigt – gerne i ét stræk.
Velegnet som selvstændig læsning.
Til læreren er der bare at sige: medbring Svingens bøger (fx En sang om en brækket næse, Fluesommer, Revolverdrengen og nogle af Svingens mørke-serie) til en af dine undervisningstimer, præsenter dem, og du vil opleve, at du efter lektionen har en hale af læseivrige drenge efter dig på vej ned mod Det Pædagogiske Læringscenter.
