Robin og Marian holdt et stort og festligt bryllup i skoven. Broder Tuck viede dem, og der blev festet i dagevis. Blandt de mange gæster var Robins fætter Alfred. Aldrig havde de fredløse fået så god mad og øl i så mange dage i træk. Men selv om de drak og morede sig, var de også på vagt. Robins og Marians bryllup skulle jo nødig ende som endnu et blodbryllup.
Den mest kendte forfatter, som har skrevet om Robin Hood og hans glade mænd fra Sherwoodskovens dyb, var pudsigt nok amerikaner, nemlig Howard Pyle (1853-1911), hvis udgaver af fortællingen vi har kunnet læse i tidligere versioner om Robin Hood i serien af Gyldendals udødelige klassikere. Pyles version var oprindeligt fra 1883 og er nok den, de fleste kender. Tidlige filmatiseringer af Robin Hoods meriter har da også lænet sig op ad Pyles roman. Anderledes har det forholdt sig med Robin Hood-filmatiseringer i de senere år. Kevin Costners og Russel Crowes Robin Hood-karakterer har adskilt sig en del herfra.
Nu er der komme en helt ny dansk version, at Robin Hood- fortællingen (i Gyldendals udødelige-serien). Men denne gang er forfatterværdigheden lagt i danske hænder, idet det er velkendte Daniel Zimakoff, som har fået i opdrag at skabe fortællingen på ny.
Og forlægget eller forlæggene til denne version er ikke kendt for undertegnede, hvilket bare er forfriskende.
Hvad historien handler om, behøver vi ikke gennemgå her, for fortællingen er så velkendt, at det ikke burde være nødvendigt. Vi kan nøjes med at se på, hvorledes versionen så tilbyder sig.
Det er nødvendigt at sige, at selv om fortællingen om Robin Hood er en fornøjelig fortælling, som det er svært at ødelægge, så lykkes det imidlertid ikke for Zimakoff at gøre den så fornøjelig, som den kunne have været. Stoffet i sig selv burde indbyde til masser af veloplagte løjer. Det sker desværre ikke.
Det ovenfor citerede afsnit er fx hvad vi får at vide om Robins og lady Marians bryllup, og der er jo ikke noget i det afsnit, der for alvor løfter fortællingen op over referatplan, desværre. Og bemærk, at vi får at vide, at Robins fætter Alfred deltager – men oplysningen bliver ikke brugt til noget. Hvad skal vi så vide det for?
Don’t tell it, show it, hedder det. Men Zimakoff vil kun beskrive, og det kommer der desværre ikke nogen indbydende fortælling ud af. Og det er ærgerligt, for vi har tidligere set Zimakoff i væsentlig bedre sproglig form end her.
Jeg tror nu nok trods alt, at mange vil kunne finde glæde i at læse fortællingen om denne oprørske og fredløse mand, der tager fra de rige, giver til de fattige og elsker de smukke. Men hvis man for alvor skal glæde sig over denne udødelige fortælling, så skal man nu se at få fat i tidligere versioner af Gyldendals udødelige klassikere – ikke fordi de bygger på Howard Pyle, men fordi de er bedre fortalt.
Bogen vil være velegnet til selvlæsning i en blød lænestol.
