Shit, shit, shit, shit, fuck, fuck, shit, fuck, shit!
Ka-ta-stro-fe!
Min kam var væk.
Og ja, det er temmelig træls for den 13-årige Konrad, at hans stålkam er borte. For Konrad kaldes også Rust pga. hans genstridige, røde hår. Og Konrad er forældreløs og bor på et glædesløst børnehjem, og der er ingen, der vil adoptere en grim dreng med rødt strithår.
Især ikke nu, hvor formuende barnløse folk er begyndt at købe artige og dygtige robotbørn.
Konrad får derfor ideen om, at han vil forklæde sig som robot og på den måde få sig en familie.
Desværre ender Konrad som storebrorrobot for den ualmindeligt ondskabsfulde og destruktive dreng, Henrik. Han er søn af en hovedrig og frygtelig bilopfinder og får alt, hvad han peger på. Heldigvis møder Konrad en pigerobot, hvis hoved heller ikke er fyldt med mikroprocessorer.
Robotten kan skide! er skæg og ballade. Action og pinligheder. Men bag al humoren er der en eksistentiel grundtone. Om venskab og ondskab og om teknologijagt og fremmedgjorthed og om, hvorvidt de perfekte og altid dygtige og artige børn ikke blot er, nå ja, robotter. Bogen er virkelig fin og velskrevet, og den vil egne sig glimrende til både fri- og oplæsning.
