Sallie er en irriterende unge, der bor i mit hus. Nu kunne man spørge mig, hvorfor jeg ikke bare smider hende ud, men det er altså fordi jeg er hendes far, og man ser helst ikke, at fædre smider deres børn ud i kulden. Så jeg er nødt til at have hende Sallie boende, og så må jeg altså finde mig i alle hendes plagerier.
Sallies historier er oprindelig en dansk tegnefilmsserie fra 1998 med en række skæve og humoristiske kortfilm for mindre børn. Serien er instrueret af Peter Hausner og Søren Tomas efter manuskrift af Kim Fupz Aakesen. Kim Fups Aakeson har nu samlet fortællingerne i værket: Sallies historier, hvor vi følger Sallie, der aften efter aften plager sin far efter en historie. Fortælleperspektivet ligger hos Sallies far, der hellere vil se TV-avisen end fortælle historier, men desværre er han sådan en fantastisk rar far, at han lader sig overtale. Igennem bogen er Sallie og hendes far den gennemgående røde tråd, men læseren kan også nyde farens godnathistorier for Sallie.
Bogen egner sig til oplæsning, og da den er bygget op omkring 11 korte fortællinger, ligger der en naturlig afgrænsning for godnatlæsningen eller madpakkebogen i de mindre klasser. I fortællingerne møder vi bl.a. Svend Bent, der bliver sendt i lyveskole, fordi han ikke kan finde ud af at lyve. Han ender konstant i problemer, som f.eks. når faster spørger, om han kan lide maden, og svarer han: Nej, ærlig talt, faster, det smager af prut og bæ. Vi møder også Elefantmanden, som har en lang næse og store øre. Men elefantmanden er ked af at ligne en elefant, han vil være en, og heldigvis for ham opdager de andre ikke, han flytter ind hos elefanterne i zoologisk have.
Fælles for alle fortællingerne er, at de slutter med sætningen: Og heraf kan man lære…, som på humoristisk og overraskende vis opsummerer moralen i fortællingen. Farens fortællinger er skrevet på hvidt papir, hvorimod nutiden med Sallie og hendes far er skrevet på lys grønt papir. Denne detalje bidrager til at sætte rammen omkring fortællingerne, og tydeliggør ligeledes for læseren, hvornår vi hører om Sallie og hendes far, og hvornår faren fortæller en historie. Billederne supplerer og uddyber skriftsiden og især helsidesillustrationerne rummer humor, ironi og skæve detaljer. Jeg er især vild med illustrationen af Svend Bents lærer på lyveskolen, der bærer en I love(læs hjertepiktogram) fake news t-shirt. Både børn og voksne kan med stor glæde gå på jagt i billeder, og skulle læseren have lyst til at nyde flere af Bregnhøis illustrationer, kan jeg anbefale Opfindelser, strikkede huer og en dum kat(2015) og Hjertestorm/Stormhjerte(2016).
Selvom værket, ligesom tegnefilmsserien, primært retter sig mod børn i førskolealderen og indskolingen, er der også et spor rettet mod den voksne læser, som rummer sarkasme og humor.
Både forfatteren Kim Fupz Aakeson og tegneren Rasmus Bregnhøi er da også tidligere blevet hædret med fine litterære priser. Kim Fupz Aakeson har allerede et langt forfatterskab bag sig med mange skønne værker, hvoriblandt jeg kan anbefale: Men størst af alt(2019). Selvfølgelig skal Rasmus Bregnhøis illustrationer møde Kim Fupz Aakesons fortællinger. Skrift og billedsiden er i konstant duet og skiftes til at overgå hinanden i finurlige og ironiske detaljer.
Der er kræset for omslaget i værket. Forsiden viser Sallie og hendes far omgivet af de 11 fortællinger repræsenteret gennem et portræt af de 11 hovedpersoner. Både på for- og bagsiden er illustrationerne en forlængelse af bogens sider og repræsenterer værkets øvrige skæve og humoristiske tegnestil. Ryggen er af stof og de skæve sjove billeder, der pryder forsiden, er trukket med ud på ryggen. Detaljen er med til at yde værket retfærdighed, når den står i bogreolen, da læseren gennem de små billeder får et indblik i humoren i bogen.
Sallies historier er en fremragende finurlig humoristisk bog – læs den og nyd de skæve detaljer på både skrift- og billedsiden.
