”I en verden der priser udmattet paratviden,
tillader børnelitteraturen sig selv den usofistikerede forundrings position.”
(Katherine Runddell, s. 56)
Der var en gang et radioprogram på DR, der hed ”To generationer spiller ud” – Selv om du er voksen og klog bør du læse en børnebog er i sin danske version en slags ”To generationer skriver ud” om, hvad det er børne- og ungdomslitteraturen kan i forhold til den voksne læser.
Dansklærerforeningens Jens Raahauge (f. 1944) skriver veloplagt et indledende personligt essay, ”Der er noget at komme efter!”, om et langt liv som voksen i børnelitteraturens tjeneste fra 1970 – 2021. Et essay, der giver en dansk vinkel på børnelitteraturen, den voksne læser og formidlingen af den, og som derefter overlader siderne til den britiske børnebogsforfatter Katherine Rundell (f. 1987), født i England, opvokset i Zimbabwe, Bruxelles og London, og hvis bøger er udkommet i tredive lande. På dansk findes indtil videre romanerne Den opdagelsesrejsende (2018) og Ulvevilderen (2019).
Katherine Rundells grundtanke i essayet er desværre særdeles velkendt for folk, der arbejder i det børnelitterære miljø: at hun, når hun fortæller, hun skriver børnelitteratur, så møder hun samme overbærende og nedladende smil, som hvis hun fortalte, hun lever af at bygge miniaturetændstiksenge til nisserne. Til alt held er man mange steder kommet langt videre.
Selvom du er så voksen og klog bør du læse en børnebog kan læses som et indlæg i en litterær genrekrig, hvor noget er ”in” og andet ”yt” – scifi, krimier, YA og børnelitteratur.
Såkaldt voksne, der rent faktisk læser børne- og ungdomslitteratur ved, at billedet er langt mere broget, at genregrænser og aldersgrænser er flydende og at der skrives og udkommer fantastiske, æstetiske litterære værker hvert eneste år – blandt alt det andet, knapt så geniale!!
Forfattere og illustratorer som eksempelvis Stian Hole, Jan Oksbøl Callesen, Dorte Karrebæk, Kathrine Assels, Mette Vedsø, Sarah Engell, Sanne Munk Jensen, Cecilie Eken, Kim Fupz Aakeson og Jesper Wung-Sung magter at sætte den litterære overligger så højt, at børne- og ungdomslitteratur både er flertydig, underfundig, spændende og interessant for voksne læsere.
Litteraturen bliver til alalderlitteratur og bøgerne til ”menneskebøger.”
Per Højholt mente, at børnelitteratur ikke kunne være kunst, fordi den tog hensyn til målgruppen. Det synspunkt har vi kendt til i Danmark i lang tid og kæmpet imod, men her i Selvom du er så voksen og klog bør du læse en børnebog kan man så møde det igen i forfatteren Martin Amis mere rabiate udsagn: ”Hvis jeg fik en alvorlig hjerneskade, kunne jeg måske finde på at skrive en børnebog.”
Vi ved, at der er noget særligt ved litteratur rettet mod børn og unge, som kan åbne op for nye perspektiver, også for voksne. Den bedste børnelitteratur kan hjælpe os med at genfinde ting, erfaringer og følelser, vi ikke en gang anede, vi havde glemt, og sende os tilbage i tiden, da nye erkendelser og opdagelser var en daglig begivenhed, og verden føltes kolossal og nærmest uendelig. Til en tid før vores fantasi blev trimmet, gjort pæn og undertrykt.
Ifølge Katherine Rundell er det lærerigt at læse og beskæftige sig med bøger skrevet til børn; et samfundssegment uden politisk og økonomisk magt. Men måske rumler det allerede her i undergrunden med ny klimalitteratur, opgør med forbrugerismen og råkapitalismen, som i Adam O`s Den rustne verden trilogi, med Greta Thunberg, økokritik, klimabevægelser i en tid, hvor magtesløsheden præger mange, hvor magten tilhører de få, men hvor en erkendelse af det mod underfundige børnebøger kan give læseren og føles vigtige i børns identitetsdannelsesproces også er tilstede. Bøger kan stadig noget, og de er stadig farlige:
Børnelitteratur er som litterær vodka: destilleret litteratur, righoldig og kogt ind, så det centrale står centralt.
Katherine Rundell får i essayet også argumenteret for vigtigheden af at læse den ny(este) børnelitteratur, fordi det er den, der er med til at sikre repræsentationen, at alle børn, uanset etnicitet og køn kan spejle sig i litteraturen. Der er fx af gode grunde ikke mange afghanske flygtninge i Astrid Lindgrens eller Ole Lund Kirkegaards fortællinger. Det er der til gengæld i Elin Perssons De afghanske sønner.
De bedste romaner til børn og unge opererer på to niveauer, et som sørger for plottet, handlingen og spændingen som gerne skulle tiltrække og fastholde læseren, og så et der afspejler forfatterens bevidsthed i teksten og som bibringer den noget mørkere: følelser som frygt, had, kærlighed, svigt og fiasko.
Vi ved, at læsende børn bliver tænkende voksne. Måske skulle disse tænkende voksne lægge mobilen fra sig, slukke for alle skærmene og læse en god bog. Alene eller sammen med andre. For det kan godt være, at børnelitteratur er den vigtigste litteratur, vi har.
Katherine Rendell siger det sådan: at læse børnelitteratur er ikke ekskapisme men ”findisme”
Selvom du er så voksen og klog bør du læse en børnebog (Why You Should Read Children’s Books, Even Though You Are So Old and Wise) er et relevant indspark i debatten om børnelitteraturens rolle i skolerne og i uddannelsen af bibliotekarer, pædagoger og lærere. I dag kan man faktisk blive uddannet til at arbejde med børn uden at have et grundlæggende repertoire af børnelitterære tekster at trække på.
De to velskrevne, vidende og veloplagte essays kan hjælpe på det og anbefales til lærere, bibliotekarer, pædagoger og andre interesserede. Men det vigtigste budskab til den voksne er, at de skal se at få læst nogle af de mange gode børne- og ungdomsbøger.
Selvom du er så voksen og klog bør du læse en børnebog
