I disse år ser man en tydelilg tendens på det børnelitterære marked i Danmark: Flere forlag, med Gyldendal i spidsen, vælger at genudgive de gamle klassiske børnebøger, som nutidens generation af småbørnsforældre er vokset op med. Mange af værkerne kan vi huske fra vores egen barndom.
Således har netop Gyldendal valgt at genudgive intet mindre end ”Silas og den sorte hoppe” fra 1967. Et nøgleår i dansk børnelitteraturhistorie. Spørgsmålet er, om det er en god ide?
I ”Silas og den sorte hoppe” møder vi Silas, der i bogens begyndelse franarrer den temperamentsfulde hestehandler Bartolin en smuk hoppe. I bedste Huckleberry Finn- stil kommer Silas sejlende ned af en flod liggende på ryggen i en båd. Professor i børnelitteratur Torben Weinreich har, med reference til de gammeltestamentelige Mosebøger, gjort opmærksom på, hvordan der er noget nærmest bibelsk over den måde Silas kommer drivende ind i historien på. Det frie, uafhængige barn med fremtiden for sig.
Efter mødet med Bartolin fortsætter Silas sin rejse, der byder på mødet med tyvagtige voksne, der stjæler Silas’ hest efter at have drukket ham under bordet. Han er selvfølgelig meget opsat på at få hesten igen. Han møder hyrdedrengen Ben- Godik, odderjægeren Aron og mange flere. Med på rejsen har Silas sin fløjte, der har magiske egenskaber, og som Silas bruger, når han skal redde sig ud af farlige situationer.
Netop Silas’ fløjte bevirker, at bogen bevæger sig over i den eventyrlige romangenre, og egentlig bliver lidt vanskelig at genrebestemme endeligt. Lektor ved Center for Børnelitteratur, Aarhus Universitet, Anna Karlskov Skyggebjerg sammenligner bogen med ”Des Knaben Wunderhorn” fra 1805- 1808, hvori vi møder ”Der Rattenfänger von Hameln”, der ligeledes er i besiddelse af en magisk fløjte. Fløjten som instrument kan i litteraturen ofte have en forførende, lokkende eller berolignende effekt, og kan til andre anvendes til underkastelse af en fjende.
Når man sidder med en genudgivelse af en sand klassiker, som ”Silas og den sorte hoppe” må siges at være, så må man naturligvis stille sig selv spørgsmålet om bogen stadig har relevans her næsten 50 år efter sin oprindelige udgivelse? Jeg kan på den ene side sagtens se ideen med at lade nye genrationer læse de gamle historier. Det giver mening at lade fortællingerne få nyt liv gennem moderne læsninger af dem, og jeg har tidligere plæderet for netop dette aspekt i forbindelse med den nyillustrerede udgave af Astrid Lindgrens ”Mio, min Mio, der kom tidligere på året.
På den anden side er der løbet enorme mængder vand i den børnelitterære flod i de sidste årtier, og dette er netop Silas’ største problem. Tiden synes at være løbet fra den. Ligeså nyskabende den var i 1967, ligeså træg er den set i lyset af den litteratur, der læses af børn og unge i dag. Fortælletempo, persongalleri og plot virker stereotypt og stillestående set med nutidige briller. Med fare for at lyde nedladende, så tvivler jeg stærkt på, at børn i dag vil lade sig fange af historien om en dreng og hans hest. Bogen vil med stor sandsynlighed blive købt af forældre, der i bedste mening vil glæde deres børn med en god historie, men jeg kan godt frygte, at bogen i stedet kommer til at optage hyldeplads på børneværelset. Konkurrencen er benhård, og der skal mere til end som så.
Bogen har en markant plads i dansk børnelitteraturhistorie, og den plads hverken kan- eller skal man forsøge at tage fra den, men Silas skal galopere over evne, hvis han skal følge med i 10’ernes bogræs, og jeg kan kun ønske ham held og lykke.
http://www.litteratursiden.dk/
