Så her er en historie om Snitten og Kis. Jeg ved ikke, om den er helt sand. Men helt forkert er den nok heller ikke. Hvis du selv møder dem en dag, kan du jo spørge dem.
Vi citerer her fra indledningen, som er forordet, fordi det er et ganske karakteristisk sted at slå ned – ikke på indholdssiden, men på formsiden. Forfatteren Hella Joof har en ganske bestemt hensigt med denne fortælling, som ikke er en roman eller noget, der ligner, men den er hyperbevidst en fortælling.
På bogens forside står der ”fortalt for børn og deres voksne af Hella Joof”. Det kan jo minde om H. C. Andersens første eventyrhæfter (1835-1842/43), der netop hed: eventyr fortalt for børn. I denne bog er vi aldrig i tvivl om, at Hella Joof vil fortælle os en historie. Åbningscitatet rummer både et jeg (fortælleren) og et du (tilhøreren).
Samtidig rejser citatet spørgsmål om fortællingens sandhedsværdi. Underholdningsværdien er derimod indiskutabel: Det er en herlig bog.
Kis og Snitten er mor og søn, og de bor sammen. I almindelighed går det rigtig godt dem imellem, men fortællingen åbner med noget af en konflikt: I dag er faktisk en lidt dum dag at komme på besøg, for aldrig i livet har Snitten været så rasende. Så er banen kridtet op – for naturligvis skal vi indenfor, det sørger fortælleren jo for, og når Snitten er så tosset, så er Kis både en røvkommode og en røvbanan. Der er ikke rigtig noget ved at være nogen af delene.
Men hvorfor er han så sur? Telefonen har ringet og en fremmed mand er i røret, da Snitten tager den, men han præsenterer sig ikke. Senere ringer telefonen igen – denne gang tager Kis den, men har bagefter ikke til hensigt at sige, hvem det er – og så er Fanden løs i Laksegade. Snitten går ind på sit værelse og smækker med døren og vil være sur og vred og jaloux – og bange. Kis prøver med små sange at lokke ham ud. Men ikke ti vilde heste vil kunne det.
Endnu værre bliver det, da den fremmede stemme i røret senere bliver en fremmed besøgende i hjemmet. Og det er så manden på strømpesokker, Ole Madsen, som moderen har en vis svaghed for.
Og hvad gør man så med sin vrede?
Inde i stuen bliver Ole Madsen vartet op med både kaffe og kage og med Snittens efterladte omelet. Åh, hvor de hygger sig og spiller musik (Tjæt Bæjker).
Men til sidst vinder længslen efter menneskeligt selskab over vredens trang til isolation, så han dukker op i stuen. Og måske er Ole Madsen så alligevel ikke den farlige fyr, han kunne frygte? Løsningen på fortællingen må du selv opsøge. Men gør det roligt, for du er i godt selskab – rigtig godt endda.
Denne fine fortælling er Hella Joofs debut som forfatter, men i skrivende stund vides det, at hun allerede er i gang med at skrive tredje fortælling om Snitten og Kis – så det er bare at glæde sig.
Bortset herfra kendes Hella Joof vel først og fremmest af børn for børne-tv udsendelser som Bulderfnis – og selv om de efterhånden er gamle, så kan se stadig med mellemrum ses på DR Ramasjang. Voksne vil sikkert kende hende som et spøjst medlem af ”Det brune punktum” – og som både skuespiller og filminstruktør (fx En kort en lang og Oh Happy Day).
Cato Thau-Jensens illustrationer er, som vi kender dem, fine og poetiske og i smukke lyse pastelfarver. Cato Thau-Jensens meriter lader sig næsten ikke opremse, så mange er der, og enhver, som er glad for især billedbøger vil vide, hvem han er og kende hans bedrifter.
Bogen om Snitten og Kis er først og fremmest en højtlæsningsbog. Det er her Hella Joofs fortælleteknik vil kunne komme bedst til sin ret.
Men naturligvis kan den selvlæses – i så fald fra ca. 8 år.
Bogen kan imidlertid også sagtens læses med henblik på i undervisningen at arbejde litterært med fortæller og fortællersynsvinkler – fx i sammenligning med H.C. Andersens måde at fortælle på (Nu skal jeg fortælle dig en historie, som jeg har hørt, da jeg var lille …(Hvad Fatter gør…)).
