Det første der falder læseren i øjnene i mødet med denne bog, er det indbydende omslag med guldroser, der som en arabesk slynger sig op ad bogen. Inde i omslaget møder man et landkort i bedste Tolkien- stil, og en tekst, der fortæller, at noget breder sig, og ingen ved, om de sovende nogensinde kan vågne. Allerede her får man indtryk af, at dette ikke blot er almindeligt folkeeventyr.
Historien er på overfladen en gendigtning af folkeeventyret om Tornerose, men Neil Gaiman, der ikke lægger skjul på sin inspiration fra J.R.R. Tolkien og Edgar Allan Poe, har tilført historien et umiskendeligt fantasyislæt.
Tre dværge og en dronning tager ud på en rejse til Dorimar for et købe silkestof, fordi dronnigen skal giftes. Undervejs kommer de igennem en verden, hvor alle mennesker sover, og denne mystiske søvn har gennem 80 år bredt sig over landet. De sovende har tilsyneladende en egen vilje, for dværgene bliver forfulgt af søvngængere, der som en hær af levende døde langsomt, men ustoppeligt, følger efter dem. Dværgene og dronnigen har ikke til sinds at stoppe op for at finde ud af, hvad der sker, hvis søvngængerne indhenter dem.
De søger tilflugt i et forhekset slot omgivet af en høj tornehæk befolket af skelletter fra fortidens krigere, der forgæves har forsøgt at trænge gennem tjørnehækken. Herefter tager historien flere drejninger, som det vil være en synd at afsløre her. Vejen til den sovende pige på slottet er belagt med overraskelser og undertoner.
Dronningen stak sit ansigt ned til den sovende kvinde og berørte de lyserøde læber med sine egne højrøde. Hun kyssede den sovende kvinde længe og fast.
Med Gaimans evne til historiefortælling og Chris Riddells illustrationer ligger vi genremæssigt mellem en billedbog og en fantasytegneserie. Fortællingen er mørk og fortættet og er ikke for de mindste læsere. Derimod kan fans af netop Tolkien, Serge Le Tendre og Chevalier glæde sig over historiens mange facetter, og først og fremmest Gaimans blanding af folkeeventyr og fantasy.
I tilfælde af eventuelt biblioteksindkøb af denne bog, vil jeg kraftig anbefale, at den sættes blandt bøger for de større børn. Fortællingens kompleksitet alene gør den uegnet for mindre børn. Den fortjener opmærksomhed fra læsere, der rent kognitivt kan kapere selve dens indhold og dens samspil med illustrationerne. Men så venter der også et forrygende eventyr lige om hjørnet.
