“Solen er også en stjerne” introduceres med et fremragende citat af Carl Sagan:
En solnedgang bliver ikke mindre romantisk af, at man ved lidt om den.
Derefter citeres T.S. Elliott:
Tør jeg gribe ind
i universets dom?
Til kendelser og endelser
der om lidt igen slår om.
Det er forpligtelser, forelskelser og følelser, der kæmper om herredømmet over hovedpersonernes, Nataschas og Daniels, liv og fremtid i denne bog. Hele vejen igennem bogen følger man deres to stemmer. Nataschas første del lyder:
Min mor siger, det er på tide, jeg stopper, og at det er håbløst. Hun er vred og hendes accent bliver kraftigere end normalt, og alle påstande lyder som spørgsmål.
Natascha er en pige, hvis familie er illegale indvandrere fra Jamaica. Nu står de til udvisning klokken 22.00 den pågældende dag, da hendes far er blevet anholdt for spirituskørsel. Natascha går derfor rundt i New Yorks gader med musik i ørerne og et stort håb om at kunne omstøde udvisningen. Og det er på denne gåtur, at hun møder Daniel. Daniels første kapitel indledes sådan:
Kliche: Lokal Teenager Accepterer sin Skæbne. Siger Ja til at Blive Læge. Det er Charlies skyld, at min sommer (og nu efteråret) har været den ene absurde overskrift efter den anden.
Daniel er søn af koreanske indvandrere, og det er hans forpligtelse at blive til mere, end hans forældre er blevet til; Daniel skal være læge.
I løbet af en lang og begivenhedsrig dag følges de to ad gennem New York. De kører gennem byen, de møder hinandens forældre, de ser søskende og arbejdspladser, og de udveksler ønsker og drømme. De ved, at de kun har én enkelt dag sammen, men de håber alligevel på at kunne få et helt liv med hinanden. Natascha ved, at det er den sidste dag, hun er i landet, før udvisningen effektueres, og Daniel ved, at hans familie på ingen måde ville bryde sig om en pige fra Jamaica med stort, afrokrøllet hår.
Man tænker, at New York er en stor by, men da Natascha og Daniel bliver væk fra hinanden, mødes de alligevel igen. Er det skæbne? Er det videnskab? Kan man forelske sig på en enkelt dag? Kan man finde meningen med sit liv på et splitsekund? Kan man blive digter, hvis ens forældre vil have, at man bliver læge? Kan man ønske sig et andet liv end det, der ligger på den lige, rette vej? Kan små ting betyde meget? Natascha husker at sige tak til vagten Irene, der ellers aldrig taler med nogen. Det ændrer Irenes liv. Det er helt Løgstrupsk, hvordan noget, der er forsvindende småt for nogen, kan betyde alverden for andre.
Sproget i bogen er ungt, der er eksperimenteret lidt med forskellige skrifttyper, der er kursiv og versaler i moderate mængder, der er klip til ”faglitterære” indslag, og der er nogle få andre stemmer end de to forelskedes. Det er dog Daniel og Natascha, der er hovedpersonerne, og det er deres stemmer, vi primært følger.
Det er en gribende fortælling, men den er – set med et dansk læserblik – også utroligt amerikansk. Realistisk er den ikke, samfundskritikken er fraværende, forældrene er klicheer, og dialogerne er forholdsvis utroværdige. Når det alligevel er en bog, der griber læseren, så er det, fordi den fortæller den historie, vi alle ønsker at høre: Kærligheden overvinder alt. Tror alt. Håber alt. Udholder alt. Virkeligheden ser for det meste anderledes ud, men man kan give sig selv lov til at tro i de timer, man læser med.