”Pladsen ved siden af mig i udtrækssengen er tom og helt uden aftryk af krop. Jeg sætter mig op. Finder mobilen. 9.24. Ingen sms fra Lulu. Kun en fra Silke:
’Heldige dig. Her pisser det stadig ned. 9. Klasse stinker. Eliot er så misundelig på dig, at han ikke engang gider se de solskinsbilleder, jeg viser ham fra jeres insta. Måske skal jeg hilse. Silkekram.’
Stakkels Eliot. Kæmper en daglig kamp for fars opmærksomhed. Knokler røv i skolen, men har pissesvært ved det. Først år på HHX var et sandt mareridt for ham. Andet år kommer til at slå ham ihjel”
Sådan er Freddys eller Frederikkes familie. Hun har en far, der har store ambitioner på hendes og hendes søskendes vegne, han ordner alt og lægger Frederikkes liv til rette med lejlighed og studie, så hun ikke selv behøver beslutte noget. Nu er hun på en uges dannelsesrejse til Grækenland sammen med Lulu, og det går efter rejseplanen de første dage, men så tjekker de ud af de faste rammer, de er med til at redde et par både med flygtninge i land, – og så bliver der pludselig en anden hverdag for de to piger. Habib, en af de syriske flygtninge, Lulu og Freddy danner et tremands-team og forsøger at få penge nok, så de kan få Habib med til Danmark.
Det er en dannelsesrejse, der ikke længere er et besøg ved demokratiets vugge, således som Frederikkes far, Jesper, havde forestillet sig. Det bliver en dannelsesrejse for to lyshårede piger, der pludselig får øje på, at verden er lidt større og mere uoverskuelig end en gymnasiefest.
”Vi rejser os samtidig og tager hinandens hænder og tager et par skridt mod bådene.
’Refugees,’ er der en, der siger, og så er det pludselig som om, der bliver slukket for lyden og al bevægelse. Bare et par sekunder. Som om hele stranden holder vejret i en Tornerosesøvn.
Altså pånær sangen i de sorte gummibåde og årernes slag mod vandskorpen.”
Så er flygtningestrømmen nået til Lulu og Frederikke, på samme tid som flygtningestrømmen gik ind på motorvejen i Danmark.
Bogen er fortalt fra forskellige positioner. Man hører beretningen fra Frederikkes blik, og man hører Habibs beretning. Før hvert kapitel står der med arabisk skrift, når det er Habib, der fortæller. Når det er Frederikke, så står det kun med latinske bogstaver på dansk. Imellem beretning og dialog er der citater fra den sms-kontakt, Frederikke har med sin søster Silke og med faderen. Mest med Silke.
Til faderen skriver hun:
”Kære fra.
Kan du se, hvor jeg er? Demokratiets vugge. Det var her Platon talte for 2500 år siden. ”Enhver må have ret og frihed til at være herre over sit eget liv.” Jeg håber, du har det godt, og at det ikke regner alt for meget i Danmark.
Hils alle.
Kærlig hilsen
Frederikke.”
Når faderens svarer, så svarer han ikke på Platoncitatet, han svarer udelukkende på vejrmeldingen og konstaterer, at det nok er klogt at vente med at komme hjem til det danske regnvejr.
Det er en roman om at finde hjem. Habib skal finde sit hjem et andet sted end i Syrien, men han skal også finde sig selv. Det samme skal Frederikke, blot i en langt mere sikker kontekst.
Bogens handling virker ikke særligt troværdig -desværre. Personernes søgen og flugt kommer til at fremstå som en skematisk intrige skrevet i et sprog, der ikke efterlader nogen oplevelse af solskin om natten, men snarre en ung fortælling helt uden overraskelser.
