Fra og med nu vil jeg aldrig mere tænke på den sidste aften. Ikke på mor eller far eller min bedsteveninde Feray, da de var døde. Ikke på den krybende tomhed, når man ser på nogen, man elsker og det går op for en, at livet er forsvundet og kun kroppen er tilbage.
Det er Ella, der tænker sådan, og hun har mange døde at tænke på. Der er næsten ingen overlevende efter den feber, der ramte hele Sverige (og måske hele verden) med et hug. Alle døde midt i deres liv. I sengen, i bilen eller på en bænk i parken. Nu er Ella og Nora, Noras lillebror Malte, Ante (der er næsten-kæreste med Ella) og Hedvig de eneste tilbage i deres del af Sverige. Tror de i hvert fald. Men Ella og Nora begiver sig ud på en rejse for at komme til Umea, hvorfra der er kommet nogle radiosignaler. Måske er der mennesker her.
Det er svært at rejse, når man endnu ikke er fyldt fjorten år og ikke er den skarpeste til at køre bil. Heldigvis kan Nora og Ella mange ting sammen. De er gode til gøre noget, de handler og får skaffet sig mad, benzin og vand. Og så kører de nordpå. Der er mange farer, der er mange oplevelser og de når ikke til Umeå, men de når meget andet.
Hvordan reagerer man, når samfundet er brudt sammen? Det diskuterer Nora og Ella undervejs. Vil man blive en knivbærer, der bruger Morakniven mod alle udefrakommende for at forsvare sig selv? Eller vil man dele og hjælpe og tænke på andre end sig selv? Det ved man vel ikke, før man står i situationen.
Hvor handlekraftig er man i kriser? Og betyder det noget, hvem man var før den store feberdød? Betyder det noget, om man har været i socialklassen, der gik til ridning, golf og sejlede rundt i de svenske skærgårde fremfor at være en ghettobeboer? Betyder det noget, hvilken etnicitet man har?
Stillet overfor de helt grundlæggende krav om at kunne skaffe mad, vand og varme bliver svarene på disse spørgsmål meget klare.
Ella og Nora er hverken rollemodeller eller heltinder, de forsøger blot at være så gode som mulige. Det er en interessant version af ”Fluernes herre” og den klassiske ”Robinson Crusoe”, der gives her. Det er ikke kun handling, det er også eftertanke, der fylder i bogen.
”Jeg fylder fjorten år i dag, og hvis verden havde været som før ville jeg have været ekspert i at være fjorten år. Sidst på sommeren skulle jeg være begyndt i ottende. Mine kammerater og jeg ville have skrevet grafiti på bænke og brokket os over skolemaden og været forelskede. Vi ville have siddet i timevis og analyseret sms’er fra drenge eller have forsøgt at regne ud hvorfor de ikke lød høre fra sig.” Sådan ville det have været. Nu er det i stedet en verden hvor man som fjortenårig leder efter rent vand, ikke bliver vasket og hvor man kun har døde familiemedlemmer. Det er en helt anden verden end den, de fleste møder. Mange i den verden, der er uden for Sverige, møder en sådan verden. Her kan bogen give lidt indblik i, hvordan det må være at have mistet al social status, alle materielle goder og megen familie på sin flugt mod en bedre verden. Her har man brug for venner og smil.
”Som om jeg var helt fantastisk” er tredje bog i rækken af ”feber-serien”, hvor ”Et sekund ad gangen” og ”Løb alt hvad du kan” er de første to. Det er tre selvstændige bøger i en serie, men de kan også med fordel læses i rette rækkefølge. Bøgerne følger hver sin person: Hedvig, Ante og nu Ella.
