Lucia hader december. Især den 13. december, Luciadag. Dagen hun er født og opkaldt efter, og dagen det unævnelige skete.
Lucia har gennem nogle år lukket sig inde og skubbet alle fra sig efter at have mistet sin mor i en ulykke. Hun går i 9. klasse, er vred på verden og har fået rollen som freaken i klassen. Lucias nærmeste veninde er Ghita, som hun kun hænger ud med, fordi “solo er no go.”
I klassen bliver Lucia mobbet groft af slænget bestående af Lærke i spidsen, nogle medløbere og Lucias tidligere bedste veninde, Victoria, som dog har kvaler ved at være en del af det.
Handlingen foregår op til Lucias 15-års fødselsdag, og omdrejningspunktet er en fødselsdagsfest, Lucia skal have stablet på benene – en idé hun er gået med på primært for at gøre sin far glad. Overraskende nok får Lucia hjælp til at arrangere festen fra Victoria og dennes kæreste, Tobias.
Lucia og Victoria kommer flere gange op at toppes, fordi Lucia er spydig, flabet og provokerende, og fordi Victoria konfronterer Lucia med det, Lucia godt ved; at hun har malet sig selv op i et hjørne af vrede, og at hun ikke kan se ud over sin egen næsetip. Lucia giver ingen lov til at komme tæt på.
På foranledning af sin far går Lucia til psykolog, og Lucia er lige så træt af Psyko-Søren, som hun er af resten af verden. Lucia skubber alle fra sig i sin sorg, og man bliver lidt irriteret over, at hun ikke tager imod, når nogen rækker hånden ud.
Psyko-Søren får Lucia til at lave en ønskeliste, som åbner døren for læseren ind til Lucias indre. Læseren får sympati med Lucia, og hendes til tider rigide karakter vinder troværdighed i takt med, at hun erkender sine svagheder og er ærlig over for sig selv. Det er det klassiske set-up med den hårde pige, der inderst inde er blød som smør.
Jeg har på et tidspunkt svært ved at tro på, at Victoria oprigtigt er interesseret i, at Lucia får en fest. Og en kort overgang savner jeg flere af Lucias tanker om venskabet til Victoria og en ærlig grund til at give venskabet en chance. Jeg når at tænke, at nogle af relationerne og konflikterne måske er lidt letkøbte. Det samme tænker jeg, da Lucia brænder Ghita af under planlægningen af festen, men så bliver Ghita så ivrig efter at fortælle Lucia om sine planer for festen, at jeg alligevel køber den! Hver gang jeg savner noget, sørger forfatteren for, at det sker, og det er simpelthen så lettende læsning. Jeg sluger hvert et ord og bladrer mig hele vejen igennem med en lethed, som gør, at jeg accepterer præmissen om den sure, sorgfyldte og isolerede teenager. Der viser sig et menneske med mange facetter bag facaden, og jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad hun er for en, og hvordan hun får reddet trådene ud. Jeg er imponeret over, hvordan forfatteren kaster sig ud i noget, der syner af blindgyde på blindgyde for elegant at lade alt lande på sin rigtige plads.
Sandra Schwartz er forfatter til flere børne- og ungdomsbøger, bl.a. ”Mig og Maja”, og hun er lige nu højaktuel med serien ”Et strejf af magi”, som henvender sig til piger i alderen 8-10 år. Schwartz udkommer desuden til august med pigebogen ”Mission feriekys”, der henvender sig til piger mellem 10 og 13 år.
”Sort Lucia” er med sin lix på 23 letlæst, den henvender sig primært til piger, og sproget har en sarkastisk tone, som enhver teenager med verden imod sig vil kunne genkende. Romanen egner sig først og fremmest til individuel lystlæsning, selvom den også kan anvendes til fælleslæsning i undervisningen, da den lægger op til snak om sorg, venskab og mobning: Hvordan tackler man, at en klassekammerat mister en forælder? Hvad er rigtigt og forkert i et venskab? Og hvordan kan man agere, når der finder mobning sted i klassen?
Sandra Schwartz
Alette Bertelsen
Info om bogen på Høst og søns hjemmeside
