Tia og Bjørka er her i anden bog i serien Stemmetyven, kommet tættere på Tarelfs borg, hvor Halvar er taget til fange. Nu er det Tias opgave, mener hun selv, at befri ham. Det bliver en opgave, der er langt sværere end hun havde frygtet. Helt alene kommer hun forbi slangeporten, hvor levende slanger vogter byens indgang, men det går ikke helt som ventet, da hun kommer i audiens hos Tarelf.
”Vi skal mærke, vi er i live”, siger Halvar, da han sammen med Tia bliver præsenteret for et veldækket bord på borgen. ”Hvis man mærker livet, er det vel sværere at vælge døden”, siger han herefter.
Ida-Maria Rendtorff skriver i et sprog, hvor alle beskrivelser af tøj, mad, personer og miljø er nuancerede og farverige. Lars Gabels illustrationer giver det farverige en dyster tone, hans skurke er sorte og skumle, og Tia og Halvar er små og farveløse i det mørke univers, hvor de er fanget.
Her kan man læse og se forskellen på en kvalitets-fantasy-bog og så de utallige amerikanske oversættelser af børnebogsserier, hvor magiske orker og drager jagter kostskoleelever i et amerikansk og urealistisk miljø.
Sproget gør en forskel. Men også alvoren hvormed kampen mellem de onde og gode foregår. Her hos Rendtorff er der ikke kun kulsorte skurke og snehvide helte. Der er skygger og nuancer af gråt, når ondskaben skal holdes nede.
En stemmetyv kan efterligne andres stemmer. Det kan Tia, men hun kan også gå og bevæge sig helt som andre mennesker, hun har mødt. Det er hendes magiske evne, men det vil vise sig, om det rækker til at få Halvar og hende selv ud fra Tarelfs onde borg.
Det er en bog om Tia, Halvar og Bjørka, men det er først og fremmest en bog om liv, død og venskab og om at gøre det, man faktisk ikke turde. Også her i Stemmetyven kan man høre Jonathan Løvehjertes ord: ”Der findes ting man må gøre, ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort”. Tia og Halvar og Bjørka må gøre det, det kræver at være et menneske.
Der kommer flere bøger i serien. Herligt!
