Fjerde (og sidste?) bind i serien om den geniale Kaptajn Prometheus, som sammen med sin medhjælper, jeg-fortælleren Mats, hjælper folk og politi i New Amsterdam mod aluniversets fortrædeligheder og intergalaktiske monstre, som regel styret af den onde Dr. Calamari og hans håndlanger – den vansirede dværg Tomas.

Således også i Stjerneæderne. Her har der været indbrud i Det Planetariske Museum, hvor man kan se en masse rummonstre både som skeletter, udstopninger og æg. Og det er netop sådan et stjerneæderæg, der er en del af Dr. Calamaris ondsindede plan. Og så må Mats og kaptajn Prometheus på jagt efter Tomas, og se om de med hjælp fra kaptajnens udstyr og hjerne endnu engang kan redde New Amsterdam, Jorden og Universet. Og mon ikke det går – selvom Mats denne gang er ved at blive sendt til Neptun. Helt alene og uden mad.

Lige som i de tre foregående Kaptajn Prometheus-bøger er stilen og historien hektisk. Som sædvanlig begynder man midt i den rene og skære action. Sætningerne er korte. Tempoet er tårnhøjt, og beskrivelser og personkarakteristik er skruet ned til et minimum.

Det er en moderne udgave af de klassiske drengebøger med hilsner til superhelte, tegneserier og hårdkogte detektiver. Og ligesom den stærkt kulørte genre tillader, er der et væld af uhyggeligheder og spændinger der i sidste splitsekund bliver reddet af en ellers skjult egenskab eller viden fra Kaptajn Prometheus. Det er underholdning og spænding.

Jeg er helt vild med Lars Gabels stemningsmættede, mørke og uhyggelige illustrationer, der henter inspiration fra både 1900-tallets industrielle revolution og fremtidsscenariske dystopier, hvor jeg både tænker på Tintin og japanske Miyazaki.

Og det glæder mit hjerte at se at varmebrøleren fra Knud Holtens ’Spejl-ørkenens gåde’ er kommet på Det Planetariske Museum. Det fortjener den.

Benni Bødkers ’Stjerneæderne’ er fjerde bog i spændings- og sci fi-serien om Kaptajn Prometheus’ kamp mod ondskaben. Og den lægger sig i fin linje fra de tre første. Det er dystopisk action uden så mange dikkedarer, dybe personligheder eller humor. Den er meget genretro og er med sin placering mellem tegneserie og superheltebog henvender den sig i den grad til et drenget publikum.