I ”Surt show”, der er ottende bind i Jeff Kinneys verdenssucces om antihelten Greg Heffley, har Gregs ven Rowley utroligt nok fået sig en kæreste. Og så er Greg ladt alene.
Greg forsøger at få nye venner – uden held. Hans mor prøver at komme med gode råd samtidig med, at hun slår fast, at der er stærkere bånd i en familie end i et barndomsvenskab. Sideløbende er moren og hendes søstre dog ved at splitte hele deres mormors hus og deres familiebånd ad for at lede efter en diamantring; hykleriet er tommetykt.
Når hverken venskaber eller familien kan bruges som pejlemærker, finder Greg i stedet en magisk pool-spåkugle, der måske kan hjælpe ham med livets store beslutninger. Nu kan det kun gå én vej for Wimpy Kid, og det er som sædvanlig ikke den lykkelige en af slagsen.
”Surt show” er en klassisk Wimpy Kid-fortælling: Uheldig, sarkastisk, episodisk, skæg og med de små tændstiksmændslignende tegninger, der både spiller op til og punkterer historien. Sproget er tørt humoristisk og med de små, klassiske grammatiske talesprogsfejl, som også er en del af serien. Humoren og historien forbliver dog – synes den voksne læser – uforløst og skematisk.
Jeg har ikke læst alle de foregående bind, men det har min 11-årige datter. Hun var moderat begejstret, men synes bestemt også, at “Surt show” minder lidt for meget om de andre bøger. Om det er en anbefaling, eller om det er udtryk for, at det ottende bind er lidt for forudsigeligt, det må læseren selv bestemme.
“Surt show” er en humoristisk, sarkastisk og skæg historie, der ikke føjer noget nyt til serien. Den egner sig fremragende til frilæsning – især for de børn, der ikke er så stærke læsere, og de børn, der bare er fans af serien.
