Som der står i bagsideteksten på denne billedbog i stort format: ” En dag møde Jonathan Sven. Han sidder på en bænk nede ved havnen og ser lidt sølle ud. Han ligner alt andet end en tapper sømand, der har sejlet de 7 verdenshave tynde – og dog. For hans arme er fulde af tatoveringer, og det viser sig, at der hører en spændende historie til hver af Svens mange tatoveringer. Spørgsmålet er bare, om det er sande historier.”
Rasmus Juul (f. 1972) har med Tatoveringer fra de 7 verdenshave lavet en billedbog, der er kendetegnet af hans personlige stil, de sorte konturstreger, overfloden af fortællende detaljer, og de karikerede personer (TinTin bringes her i erindring). Ved siden af billedbogsproduktionen ernærer Rasmus Juul sig som illustrator for bl.a. Peter Mouritzen i hans billedbogsprojekter.
Bogen tilhører genren: en rigtig røverhistorie, og dem er der vist stadig publikum til blandt børnene. Bogen er velkomponeret og godt fortalt i et mundret dansk, der gør bogen velegnet til oplæsning. Historien om drengen Jonathan og den gamle, lidt fordrukne, sømand er en sympatisk fortælling om de to, der sammen drager ud på en eventyrlig rejse, styret af de tatoveringer Sven er udstyret med.
Bogens illustrationer, der er flotte, fantasirige og detaljerede, underbygges af bogens store format, der gør den let at sidde med en flok børn og læse op af, samtidig med at der skal peges rundt på illustrationerne på de enkelte opslag. Selve illustrationerne har et vist retro-look (1950erne) og skibene minder om de coastere, der sejlede i de danske farvande frem til begyndelsen af 1980erne. Dermed får røverhistorierne et autentisk historisk præg. Jeg er ikke i tvivl om, at disse illustrationer nok skal få oplæsningen til at blive ret så dialogisk – for her er en masse at tale om!
Bogen har sin primære målgruppe i børnehaven og indskolingen, men måske kan få en storebror eller søster til at læse op for sig.
Tatoveringer fra de 7 verdenshave skal helt sikkert nok gøre lykke ude blandt de børn, der har behov for en rigtig ikke-pædagogiseret røverhistorie.