Dagsbogsnotatet for 8. februar 1982 lyder sådan her:
”Jeg vidste, det var for godt til at være sandt. Hun er her igen. Jeg behøvede ikke engang at se efter for at vide det. Jeg hørte hendes latter give genlyd op ad trapperne og den sædvanlige banken på alle dørene i gangen, da hun var på vej tilbage til sit gamle værelse. Jeg blev helt stiv, da jeg hørte de lyde. Frygten sitrede i min nakke og ned ad ryggen, mens den velkendte følelse sivede ind i mine knogler. Jeg kan ikke fatte det.
Hvad skal jeg gøre”.
Dagbogen tilhører Mary Baines, en stum pige på børnehjemmet Thornhill. Hun bliver mobbet og sørger over, at hun er et barn, der aldrig ”bliver hentet” af plejeforældre.
Det er to tidszoner, der mødes i denne bog af den engelske illustrator og forfatter Pam Smy. Kunne man have indledt med et billedcitat, så ville det have været det rette. Det er en graphic novel, en sort-hvid graphic novel. Og billedsiden fylder.
Ingen adgang! Sådan står der på pigtrådshegnet ind til pigehjemmet Thornhill. Ingen adgang! Og da Ella i 2017 pakker sine flyttekasser ud med udsigten mod Thornhill, da har hun helt sikkert heller ikke lyst til at få adgang til det lukkede pigehjem. Ellas kasser har 2017-påskrifter: mobiloplader, kabler, Ellas værelse: bøger og på nogle står der ”hold fingrene væk”. På væggen hænger en kalender, der viser marts 2017, så vi ved, hvilket år, Ella er flyttet ind. Kalenderen skifter, mens året går. På væggen, sat på med tape, hænger et billede af mor-datter-samhørighed og fra vinduet, er der udsigt til, at mørket sænker sig over Thornhill. Skummelt og sort.
Marys historie er skrevet tekst, Ellas historie er tegnet tekst. Der er et skarpt skel mellem de to ”sprog”, således er der ikke tale om en almindelig ”billedbog” eller en ”illustreret fortælling”. Det er tankevækkende, at den stumme Mary (hun lider af selektiv mutisme) har alle ordene, mens Ellas verden tegnes. Sådan er det. Den tegnede fortælling har en række opslag, skilte og graffititegn, der kan give læseren et hint om, hvad der sker bag hegnet (adgang forbudt, så er det nok farligt), eller man ser byens skilte med ”KebabPizza” og ”Solgt”. Der er også illustrationer med avisartikler, hvor man kan læse mere om baggrunden for det, der sker på billedsiden, og til sidst samles billede og dagbog i billedsiden. Det er overlegent komponeret.
Den gængse udlægning af ikonotekstens muligheder, hvor verbalsproget har verberne og handlingen, mens billedsiden har substantiverne og miljøskildringen gælder ikke her. Der er masser af handling i billedsiden, og der er indirekte miljøbeskriveler i Marys dagbogsnotater.
Og hvilken historie eller hvilke historier i flertal, der dog fortælles.
Marys historie er sort. Sort som de sider, der tegnes til Ellas historie i 2017, men Mary fortæller den kort og kontant i sine dagbogsnoter. ”Jeg vil gerne høre til et sted”, det er det genkommende mantra.
Litteraturen binder de to piger sammen. Når Mary tænker på Jane Eyres svære liv som mobbeoffer, så ser man en bogryg med titlen ”Jane Eyre” på Ellas værelse. De læser det samme. De har også samme hang til dukker, da Ella har udforsket det forladte Thornhill og fundet nogle af de dukker, Mary har efterladt.
Der skiftes ofte mellem de to fortællerpositioner. Hver gang sker det med to kulsorte sider. Det giver en mørk stemning, og det er en dyster fortælling. Ikke nok med at Mary er alene og forladt uden voksne, der har omsorg for hende, også Ella er forladt af sin mor – og til dels forladt af sin karriere- og konference-bevidste far.
Marys liv er sort. Hun plages af alle pigerne på Thornhill, da de blindt følger ”dronningens” mindste vink. De hælder juice i Marys madpakke, de kaster hendes bøger væk, de ødelægger lektiebogen, de ødelægger i det hele taget, hvad de kan. Mary trækker sig fra flokken, – og det er de sporadiske forsøg på at genetablere en kontakt med såvel voksne som andre piger, der er de mest urovækkende og mest tankevækkende for læseren. Mary vil gerne høre til. Mary vil gerne være ”hjemme” et sted. Det sted finder hun på sin vis. Det er ikke nogen lykkelig historie, det er en historie, der ser ud til at fortsætte generation efter generation. Der flytter altid et ensomt barn ind i en tagværelse.
Pam Smy udgiver her sin første bog, hvor hun er såvel illustrator som skribent. Det er en meget markant debut. Det er en sort bog om mobning og omsorgssvigt.
Det er en helt særlig graphic novel. Tak for den. Sort i form og indhold, men sort på en smuk måde i et suverænt sprog – i billede og tekst.
Link:
Forfatter og illustrator Pam Smy
