Det er to af de største i norsk børnelitteratur, der her står på titelbladet og som tegner og fortæller om Otto, vennen Balder, urmageren Dante og faderen, der er bananmodningsvender. Stian Holes billeder kan ikke gengives i tekst, men de er finurlige og fyldt med detaljer.

Lars Saabye Christensens tekst kan man gengive, men det er ganske svært at yde teksten retfærdighed, for det er kombinationen og tekst og billeder, der gør bogen til noget særligt. Et af de første opslag viser den gamle urmager Dante, der hvidhåret og forpjusket sidder ved sit arbejdsbord, mens man ser Otto fra ryggen. På billedet ser man ud over urmager Dante også væggen bag ham, hvor en lang række ure viser hver sin tid. Der er ure med romertal og ure med arabiske tal. Der er også et ”Svendebrev”, der formentlig er Dantes. Og så hænger der en indrammet plakat med et digt om tid. I teksten står der:

”Hvilke af urene går rigtigt, spurgte Otto.
Urmager Dante tænkte sig længe om. Otto fik mindre og mindre tid, mens han ventede på et svar.
Så sagde urmager Dante:
Alle urene.
Dem alle sammen.
Hvert eneste af dem
Men de gør jo helt forskelligt.
Det er meningen.
Meningen? De skal da vise den samme tid?
Er det dig eller mig, der er urmager?”

Urmager Dante kigger op over de runde briller, og han kigger spørgende og undrende på såvel læseren som på Otto.

Et andet eksempel er i tiden, hvor Otto og Balder, der jo ellers har været bedste venner, er blevet uvenner. De har lige fået karakterer. Otto er sædvanligvis skarp i matematik og uduelig i sløjd, mens Balder høvler derudaf i sløjd og er helt umulig i matematik. De plejer at hjælpe hinanden, men nu er de jo uvenner:

“Han stod i hjørnet af skolegården og læste i karakterbogen med bange øjne. I det andet hjørne stod Balder og læste i sin karakterbog. De kunne kun lige akkurat se hinanden. Så stor var afstanden mellem dem.”

Der er mange temaer i bogen. Faderens forventninger om, at Otto skal blive bananmodningsvender, Otto, der ved, at faderen hader bananer, Balder og Ottos venskab, tiden og tidens betydning for Otto, for lærer Liszt og for alle andre. Og så er der Ottos blik på hele verden. Hvad skal han gøre? Hvad skal han være, når han bliver voksen?

Det er en bog, man bliver eftertænksom af. Og så slutter den med at far og Otto følges hjem fra bananmodningsfabrikken:

”Så satte de kassen fast på bagagebæreren, og faren holdt på den, mens Otto trak cyklen gennem de stille forladte gader på bunden af sommeren, hvor tiden et øjeblik stod stille og ventede på dem.”

Stian Holes illustrationer kan alle give anledning til samtaler om mennesker og tid. Og Saabye Christensens tekst er filosofisk og tankevækkende. Det er en bog, man må læse mere end en enkelt gang. Og husk: Uanset om et ur er lille-bitte eller om det er så stor som uret fra Verdensudstillingen i St. Louis i 1904, så er der lige nøjagtig lige meget tid i begge ure, hverken mere eller mindre.