”Starten af oktober er fyldt med slud og også denne morgen: første skoledag. Jeg skal med to busser for at komme til gymnasiet. Dengang vi boede i lejligheden, kunne jeg cykle derhen på fem minutter.

”Jeg får tredive minutters mindre søvn hver nat, siger jeg til min mor om morgenen i køkkenet.

Så går du bare tredive minutter før i seng hver aften.

Sådan virker det ikke.”

Det er realisme, en ny hverdag og familieproblemer, der er konteksten i Tigerhjerte. Kiki går på gymnasiet, og er sammen med sin mor flyttet hen til moderens nye kæreste og ikke mindst til kærestens unge søn, Jonathan, der er et par år ældre end Kiki.

Jonathan er en smart fyr, der spiller basketball, men han ryger også, og han har en tatovering af en tiger på brystet. Jonathans mor er død, mens Kikis far fortsat er levende og bor med Kikis tvillingebror i nærheden.

Kiki skal finde ud af venindeforholdet med Charlotta (for er Charlotta ikke forelsket i Jonathan?). Hun skal finde en ny rolle i familien, da hendes mor er gravid og der kommer en baby -et fællesbarn, og hun skal forsøge at holde kontakten med tvillingebroderen, Aleksander, der i solidaritet med faren, har droppet deres mor.

Midt i alt dette er Kiki blevet vildt forelsket i Jonathan, der nu er hendes (pap)bror. Det er noget rod.

Heldigvis er der nogle forholdsvis fornuftige voksne omkring de unge, der er venner, der hjælper, og der er en stabilitet i begge Kikis hjem, der betyder, at det ikke sejler for vildt for hende.

Feel-good-ungdomsromaner er der ikke for mange af. De fleste ungdomsromaner har død, sygdom, kræft, selvskade og psykiske problemer som tema. Her er en bog, hvor kærligheden er i fokus. Kærligheden til familien, søskende, veninder og venner – og så kærligheden til den eneste ene.

Sproget er rimeligt, det er ikke nyt og eksperimenterende, men der er fine iagttagelser, og der trækkes på sammenligninger og metaforer, der nok er kendte men ikke alt for kliche-agtige. (I ”Danmark er februar grumset og kold som gammel te med mælk” eller ”Det har sneet endnu mere i løbet af natten, et tungt tæppe over græsplænen, en hvid mur af lørdag.”)

Dette er en god ungdomsroman, og den er en fin modvægt til de mange problemfyldte young-adult-udgivelser, der også findes. Det er ikke Sarah Engell, hvor alt gør ondt. Det er Lisa Villadsen, der også vil vise, at der er stjernestunder gemt i ungdommens kærlighedskriser.

Det er Lisa Villadsens debutbog. Der kommer forhåbentlig flere fra hendes skærm. Det tegner godt.