”Jeg tror ikke, man behøver at være børnepsykolog for at tegne børnebøger, men man må være glad for børn og ikke udspekuleret. Kold beregning, hvad enten den er raffineret eller sukkersød, er for mig lige utålelig.
Kan det være kunst at tegne børnebøger, spørger man. Det har jeg nu aldrig spekuleret over. Kunst laves ikke af nogen fra 9 – 17, selv om de kaldes kunstnere, men når lykken og magien er med, bliver også børnebøger til kunst, uanset om bogen udføres i fornem grafisk teknik, i oliekridt eller akvarel. Det er jo bare værktøjet.”
Sådan siger Svend Otto S. (1916 – 1996) på side 192 i døtrene Annette Wiborg & Kristin Wiborgs fremragende antologi, ”Billedfortælleren Svend Otto S.” (Gyldendal, 2016) om sit forhold til det at være billedbogsmager. Sammen med sin ven Ib Spang Olsen var han mellem sin generations allerfremmeste bogillustratorer og billedbogsmagere. Rigtig mange af nutidens aldeles fremragende illustratorer bygger på fornemste vis ovenpå den illustrationskunst de to gamle mestre beherskede. Ingen nævnt, ingen glemt!
Tiderne skifter og med dem også børnekulturen, børnenes billedverden og den måde de oplever og opfatter verden på. Alligevel må der i rigtig mange danske hjem være illustrerede udgaver af enten H.C. Andersens og Bdr. Grimms eventyr, Astrid Lindgrens bøger fyldt med Svend Otto S. billeder – og så lige hans egne 13 børnebøger, blandt andet den prisvindende ”Tim og Trine” fra 1976.
Denne norskinspirerede billedbogsfortælling, ”Tim og Trine” (Theodor Kittelsens trolde og Asbjørnsen og Moes folkeeventyr spøger i baggrunden, ligesom den norske natur gør det) om troldedrengen Tim der savner en legekammerat og som derfor tager kontakt til menneskepigen Trine, der bor i et lille hus tæt ved troldehulen. De to finder sammen og får blandt andet en herlig dag sammen i sneen ved hulen; men da Trine viser sine skræmte forældre troldesporene i sneen får Svend Otto S. demonstreret en morale, der desværre er aldeles højaktuel her 40 år senere, for:
– mennesker var bange for alt det, der er anderledes , og hvis de nu troede, at trolde var farlige, kunne man aldrig vide, hvad de kunne finde på.
Jeg har læst historien op for to seksårige piger og må konstatere at grundfortællingen om venskabet mellem de to, trolden Tim og pigen Trine holder, ligesom de ekspressive, eventyrlige og poetiske illustrationer gør det.
Der var god underholdning og hygge til tvillingerne undervejs, men oplæseren sporede dog den tydelige retro-stemning der er over værket. Sådan fortæller vi ikke historier længere, og det er måske noget vi går og glemmer. Hvor forandret sprog og fortællestil er blevet på 40 år. Det er derfor godt, at Gyldendal er med til også at holde liv i Svend Otto S. billedbogsproduktion. For hvor teksten måske er ramt af lidt alderdomssvækkelse, så gælder det ikke for de herlige, sansemættede illustrationer. Svend Otto S. modtog den prestigefyldte BIB-Plakette i Bratislava i 1979 for ”Tim og Trine,” og året før, i 1978, havde han modtaget den internationale H.C. Andersen-medalje (Børnebogens svar på Nobelprisen) for sit værk. Bare for at erindre om, at vi har med en af børnelitteraturens absolutte sværvægtere at gøre.
”Tim og Trine” anbefales varmt til daginstutionen, bedsteforældre og forældre til en hyggelig gang oplæsning med trolde, natur og masser af norsk natur og snelandskab. Den 40årige holder sig godt. Og det gør den 100årige Svend Otto S. også. Er man blot lidt billedbogs- eller illustrationsinteresseret anbefales ”Billedfortælleren Svend Otto S.” på det varmeste til en smuk og oplysende rundtur i en af Danmarks helt klassiske illustratorers billedverden.
