Mette Vedsø har med ”To minutter i dommedag” skrevet otte (og ikke syv som angivet i indholdsfortegnelsen) vedkommende og velskrevne kortere ungdomsnoveller om de dilemmaer, alle kommer ud for, når de er under pres.
Novellerne er kendetegnet ved, at de er letlæste og forholdsvis lette at forstå. De er således særdeles velegnede til at indgå i danskundervisningen i udskolingen både på grund af indholdet men også på grund af deres sprog.
Vi møder de to bedsteveninder på sommerferie i Hestehuller. Der er forelskelse i luften, men det er også et besøg af den udviklingshæmmede Gydde. Og så er det ved at gå helt galt under en badetur, hvor Gydde er ved at drukne uden at jeg-fortælleren, Marie kommer hende til hjælp, men det gør de to drenge, Marie er lidt lune på. Efter at drengene er forduftet:
Og der som en prik på kloden, lå Gydde, selvom hun hurtigt satte sig op. Hun holdt benene stramt ind mod maven, jeg kunne se, hun græd.
Jeg listede ud af hytten, jeg kunne så let som ingenting fortsætte mod klitten, lade marehalmen opsluge mig og gøre mig usynlig og uskyldig. Jeg havde glemt mit håndklæde? Jeg vred om på min fod? Undskyldninger var verden fuld af, og Gydde ville tro dem alle.
Novellen slutter med: ”Så, så Flora,” sagde jeg blidt. ”Alt bliver godt.”
Men gør det nu også det?
Det er det novellerne stiller spørgsmålstegn ved. Personernes liv efter en eksistentiel udfordrende oplevelse. For er man upåvirket, når man har hjulpet overklassesvindlerløget James med en grov omgang lærermobning, der ender med at jeg-fortælleren slår lærerens hund ihjel og lærer Højmark forlader lærerjobbet som i ”Under pres(sure)?
Eller når man, som fortælleren i ”Familien Vel” opdager, at faderen på ferien besøger prostiturerede? Når man i ”En afvej” tilfældigt får kontakt med en ensom mand under ens lufteture med hunden, og finder ud af at manden har mistet sin datter for syv år siden og at alt er faldet fra hinanden for ham? Når man er udsat for mobning i skolen?
Undervejs eksperimenterer Mette Vedsø med formen, som i kortprosateksten ”Påskefrokost,” hvor Lea afslører familieidylhykleriet og moderens hykleri, depression og angst under en påskesammenkomst. Det hele fortalt i ultrakorte sætninger sat op som lyrik.
”Dødstød”, hvor outsideren Kenny langsomt glider ud af gymnasiefællesskabet og mod selvmordet, og endelig ”Nye udfordringer” om at være datter af en hjertekirurg og samtidig være en 12-tals pige og de ubærlige krav det stiller.
Alle ovennævnte dilemmaer er vist nogle, de fleste af os kender fra vores eget liv. Situationer hvor vi burde have handlet, men undlod det. Eller foretog os noget der viste sig at have store konsekvenser for andre. Det er dette mere almene ved følelserne af skam, skyld, svigt, kærlighed og venskab – at være under pres – Mette Vedsø udforsker i de otte noveller.
Mine favoritter er ”Hestehuller,” ”Klassens solar plexus” og ”Dødstød” der alle er særdeles velegnede til undervisningsbrug.
Men generelt er det dejligt at kunne byde en velskrevet og uhyre relevant ungdomsnovellesamling velkommen i udskolingen. Der ligger mange timers god undervisning gemt i de otte noveller, ikke kun hvad angår indholdet, men så sandelig også sproget, jeg – fortælleren og de tomme pladser og åbne slutninger Mette Vedsø har overladt til læseren. Det er ikke alle forundt at kunne sætte sig ind i de unges vanskelige følelser. Novellerne kan selvfølgelig også læses for deres egen skyld af af både unge og deres voksne.
