”Bunkeren er vores faste mødested. Den ligger lige ved stien, der fører hen til tunnelerne. Der er flere bunkere i området. De er alle spærret med store jern- eller betonplader, men der er en af bunkerne, hvor betonpladen er smadret, så man kan klemme sig ind indenfor i mørket. Det er ikke os, der har gjort det, men nu er bunkeren vores. Det ved alle – undtagen de junkier, der pisser i hjørnerne. Vi hader junkier. Af og til finder vi kanyler. Der stinker i bunkeren, men det er vores sted. Det passer godt til os. Så sidder vi på nogle trækasser omkring en campinglampe, vi engang stjal fra et skur i en have, og hører dødsmetal for fuld smadder.”
Søren Jessen udgav for et par år siden billedfortællingen Vildnis og tropehjelm om drengen, Victor, hvis far ikke er kommet hjem fra værtshuset Vildnisset, og hvis mor lå inde i soveværelset med migræne. Dengang vidste vi ikke, at fortælleren hedder Victor. Det får vi at vide i den selvstændige Ulvekongen, en uhyggelig og mørk grafisk kortroman om Victor og skolens bølle Max, der filtrer de to fortællinger ind i hinanden, så læseren oplever flere scener fra nye vinkler, både i verbalfortællingen og i Søren Jessens ekspressive billedside.
Her i Ulvekongen er det (cirka) samme fortælling fortalt af bøllen Max der, som Victor, befinder sig helt ude på kanten, og det er ikke lystig læsning. Max fars standardsvar på Max problemer er, at han bare skal tage sig sammen og starte i gymnasiet efter ferien. Lilja, hans halvkusine – i denne fortælling er intet helt – som vi møder til farens 50års fødselsdag, er den eneste han er tryg ved, og som han føler forstår ham. Ellers er det kun i den gamle bunker, hvor han mødes med de andre drenge fra kliken, på kanten af samfundet, han føler, han kan slappe af, lukke samfundet ude, game, og føle sig accepteret. Alt andet i Max liv føles helt sort. Hans far er aldeles uforstående, og skolen er et helvede, hvor bogstaverne, som i Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan, myldrer rundt på siden, når han skal lave lektier.
Langsomt bygges fortællingen op mod det klimaks, vi kender fra Vildnis og tropehjelm – Victor og Max afbrænding af værtshuset ”Vildnisset.”
Ulvekongen anbefales ”varmt” til både frilæsning i udskoling, men så sandelig ikke mindst til samtaler på klassen om et ungdomsliv, hvor 15% af alle unge ender med en psykiatrisk diagnose, og hvor kravene til den unge kan føles uoverkommelige.
Det er dog ikke kun indholdet, der bør gøres til genstand for elevernes undersøgelser. Selve Ulvekongens multimodale udtryk er spændende at undersøge og samtale om: fra farvevalg, brugen af rød, synsvinkler, billedsidens transparens og det enkelte opslags forhold mellem tekst og billede. Ulvekongen og Vildnis og tropehjelm bør læses sammen og op mod hinanden, så de to værker får lov til at berige hinanden.
Forfatter og illustrator, Søren Jessen
Den grafiske roman, Ulvekongen
