Jeg mødte ham V engang i maj –
den aften min far var gået sin vej.
Jeg lå i min seng sådan helt som normalt
men ku ikke sove for alt føltes galt.
Dér sad han i månens sært sølvklare strøm:
en dreng uden skygge, en dreng fra en drøm
helt snavset og tynd, og han kiggede rundt
med øjne så grå at mit hjerte gjorde ondt.

Sådan slås tonen an i Cecilie Ekens og Malene Reynolds umådeligt eventyrlige, smukke og vemodige langdigt “V,” der handler om, hvad der sker når ens familie går i stykker, og man lades tilbage med sorg, smerte, savn og ønsket om at det hele var anderledes.

Cecilie Eken har tidligere vist sig som en forrygende behersker af den lyriske fortælling for børn – og alle os andre. Vel især mest med den prisbelønnede billedbog, sonetkransen “Mørkebarnet” (2007, 2013) som også var illustreret af Malene Reynolds Laugesen.

Nu er de to tilbage med den illustrerede rimdigtfortælling “V.”
Hvor “Mørkebarnet” var bundet op på alle de skrivetekniske bindinger, en sonetkrans forlanger, inklusive mestersonetten – 14 linjer, jambiske pentametre, enderim ABBA m.m., “nøjes” Cecilie Eken denne gang med at anvende parrim i langdigtet om V. Desuden mærkes det tydeligt at “V” er beregnet til oplæsning, både i rytmen og ved at mange af rimene er lydrim: som maj/vej og rundt/ondt i ovenstående citat.

Som man kan læse ovenfor i anslaget dukker en dreng V op ved en piges seng. Han vil have hende med ud for at finde hendes far der lige har forladt familien. De to drager ud på en rejse gennem drømmeagtige landskaber og oplever ting, der kræver umådelig stort mod og en uendelig kærlighed, og hvor grænsevogtere undervejs afkræver dem en pris for at komme igennem.

Hovedspørgsmålet for pigen bliver, hvor meget hun er parat til at ofre for at genfinde sin far. Flere gange har de faren inden for synsvidde, og pigen ofrer undervejs barndommens tryghed, hendes bamse, hendes varme og kærlighed; men det er en umulig opgave at genfinde og bringe faren hjem. Ved grænsen til en uretfærdig, knaldhård og følelseskold (voksen)verden står portvogteren og vil ikke lukke barnet ind.

Pigen beslutter at V og hende har kæmpet længe nok, og da:

… jeg varsomt strøg fingrene over hans kind
fik jeg varmen tilbage mens V skrumped ind
til en sorg over alt det jeg aldrig ku få.
Jeg gav slip på mit håb. Jeg lod min far gå.

Her i slutningen af digtet finder læseren så ud af at eventyret er fortalt af pigen som voksen. Hvor langt hovedparten er foregået i mol, slås her en livsbekræftende lysere dur-tone an:

Nu er jeg her
og det sitrer af liv i hver del af min krop.
Jeg går hjem gennem byen mens solen står op.

I parateksten, på omslagets indersider, har Malene Reynolds Laugesen illustreret denne udvikling fra barn til voksen i to opslag, hvor den lille pige med bamse og V barfodet løber gennem en natblå by langs en kanal, set i fugleperspektiv, og et afsluttende anderledes lyst opslag, hvor man ser den nu voksne kvinde målrettet på vej ud i livet og på vej hjem i en storby.

I jazz- og bluesmusikken har man de såkaldt blå toner – toner der fremkalder en lidt dyster og melankolsk stemning. Denne stemning som Cecilie Eken og Malene Reynolds Laugesen allerede ramte i “Mørkebarnet” genfinder læseren her i “V.” Det er undervejs svært ikke at blive ramt af Malene Reynolds Laugesens sarte, akvarelagtige, illustrationer der slynger sig om fortællingen, supplerer den og underbygger både handlingen, personernes følelser – og som således underbygger og udvider Ekens ordunivers. Det er en forandret by, børnene træder ud i. Natten personificeres med øjne, kattens spejlbillede i kanalen får vinger, man fornemmer tristheden, sorgen og fortvivlelsen hos pigen gennem det blålige farvevalg. Dette afløses af anderledes varme gulrøde farver i de fantasiverdener, blandt andet med børn, der er udklædte som dyr, og som pigen og V besøger under deres rejse.

Fra undersøgelser ved man, at der er to ting børn frygter allermest. At deres forældre dør eller bliver skilt. Med “V” har børn, forældre, pædagoger og lærere fået et redskab der på kunstnerisk højt niveau tager hånd om denne problematik. Norske Gro Dahle og hendes illustratordatter Kaia Nyhuus Dahle har på helt anderledes, voldsom og ekspressiv måde behandlet skilsmisser i “Krigen” (2014). En bog som nu anvendes i samtalegrupper med børn i Oslo om den sorg og eksistentielle krise det er for barnet, når far og mor går fra hinanden. Noget cirka hvert andet barn oplever, og som vi voksne bliver nødt til at tale med barnet om.

I denne samtale kan “V” også indgå. Måske kan den lyriske form i højere grad afspejle de følelser nogle børn er ramt af som sorg og afsavn. Det er svært at give slip; men måske nødvendigt for at komme videre i livet.

“V” anbefales på det allervarmeste til brug i danskundervisningen på mellemtrinnet – og det gælder ikke kun indholdet, men i ligeså høj grad formen. Her er grundlag for gode snakke om billederne og teksten på alle niveauer fra genre til ord.  “V” er et sjældent smukt og helstøbt værk. Og så er her en gaveidé til én man holder af, barn som voksen.

http://www.cecilieeken.dk
http://www.malenerlaugesen.com/
http://rosinante-co.dk/