Og selv om jeg ikke indrømmede det fuldstændig over for mig selv, var jeg vel ved at være mere og mere åben over for en idé, jeg ikke selv havde skænket en tanke før det her besøg. Idéen om at præsidentens datter rent faktisk betød noget for folk på øen. Og jeg måtte gøre mit bedste for at leve op til det.
Valentina er præsidentens forkælede, arrogante tøs af en pige, som samtidig er i den beskyttede situation på Fortet, at hun bliver holdt i noget nær komplet uvidenhed om, hvad der foregår ude omkring i en verden, hvor klimaet er i fuld gang med at bryde sammen.
Da bogen starter hører man netop om, hvorledes indlandsisen på Grønland falder i havet, og en vandstandsstigning af betragtelige dimensioner er på vej.
Øen, hvor Valentina bor sammen med sin familie og en større befolkning, er et ganske uhomogent område. Dels er der Fortet, hvor alle de velbeskyttede og velaflagte mennesker bor. Uden for befinder sig den grønne Zone også lever man i relativ tryghed. Uden for denne er den Gule Zone, som er en art friborgerstat, hvor der ligeledes hersker fred, men uden for denne igen i Den røde Zone og i Ødemarken er der et noget nær Klondykeområde – her bor fx mange klimaflygtninge og lovløsheden florerer og KFH hæren hærger. Man er bekymret for at indvandringen af klimaflygtninge skal gå amok og ønsker en mindre stat kun for de borgere, der kaldes Klanen. Der er potentielt uro i denne ø-stat.
Omkring sig – og som klassekammerater – har Valentina den norske pige Pippa og den lidt mystiske Damian. Og ved hjælp af de to klassekammerater finder Valentina ud af, at hun måske ikke ved så meget om sin omverden, som hun burde. Og sammen med de to venner arrangeres – med faderens og moderens billigelse – at Valentina kan komme uden for Fortets beskyttende mure for at se, hvorledes (noget af) verden ser ud – og tilmed også få mulighed for at hilse på sin storebror Mattie, der kæmper i organisationen Solidaritet, som hjælper illegale immigranter og kæmper mod KFH.
Under rejsen falder Valentina og hendes venner imidlertid i KFHs hænder, da de angives af en kaptajn, som foregiver at være god ven af præsidenten, men i stedet støtter KFH, og de kidnappes for en kort tid, men befries og ender hjemme igen.
Valentina møder sin bror og får talt med ham, og han fortæller hende nogle fortrolige ting – ikke mindst fordi Valentina hører, at man ude i landet omtaler hende som prinsesse – og at det dertil er besluttet af præsidenten, at Valentina skal være hans efterfølger. Valentinas far er syg, og der skal findes en afløser, som ikke skal være nogen af Valentinas brødre.
Det er en mærkeligt ujævn roman. Selve fortællingen er såmænd ok. Den er en art dannelsesroman, der da også følger mønstret hjemme-ude-hjem, og rummer ganske spændende momenter. Men fortællergrebet fungerer ikke.
Valentina er den, der fortæller historien på en afstand af to år. Og det er måden at forvalte fortællersynsvinklen, der er det store fejlgreb, fordi den bliver kluntet i sin tilstræbte mundtlige henvendelsesform (med en del uelegante parenteser). Det er på ingen måde vellykket, samtidig bliver den til tider lidt overfriske tone, som Valentina benytter, noget anstrengende– og dette er på ingen måde oversættelsens skyld – Et ex: Og oveni spekulerede jeg på, om Damian gloede på min røv. (Hvis han gjorde, følte jeg, at jeg havde ret til at være sur; hvis han ikke gjorde følte jeg mig lige så berettiget til surhed).
På bagsiden fortælles, at Valentina har modtaget udmærkelsen White Raven, en årlig udnævnelse, som tildeles børnebøger, som fortjener international opmærksomhed for deres universelle temaer. Det må da også være temaet, der har givet denne berettigelse. Ikke håndteringen af sproget.
Romanen kan indgå i læsning i forbindelse med temaet dystopier – Ida Maria Rendtorff har som beslægtet fortælling – skrevet trilogien ”Kloden under vand”, som er mere vellykket.
http://littleisland.ie/authors/kevin-mcdermott/
