”Jeg har aldrig set et elefantdyr”, sagde Plys, ” men jeg drømmer alligevel om dem. Men Jakob sagde, at drager er miteriske eller udgået, så … der er ikke noget at være bange for.”

Nej, der er ikke noget at være bange for, men derfor kan man jo godt være det alligevel – bare for en sikkerheds skyld.

Peter Plys fylder 90, og i den anledning udkommer denne lille bog med tre nyskrevne fortællinger om den dumme gamle bjørn med den lille forstand. Fortællingerne er godkendt af A. A. Milnes arvinger både hvad tekst og illustrationer angår og kan derfor udkomme i forbindelse med fejringen.

Det er der kommet en fin lille bog ud af, som man læser med glæde, skønt Milne selv er det jo ikke.

Men det må indrømmes: Bestræbelserne er gjort på alle fronter, selv om det hopper lidt i en, når man støder på et ord som aerodynamisk, som virker lidt ved siden af (Kapitel to: I hvilken pingvinen gør sin entre i skoven).

Peter Plys har ellers lagt navn til – eller er sat sammen med – lidt af hvert igennem årene. Om Filosoffen Platon har man sagt, når man skal karakterisere ham og yde hans tænkning retfærdighed, at der var Platon og alt andet er i grunden fodnoter hertil. Peter Plys er ligeledes blevet spændt for snart sagt hvilken mulig vogn: Benjamin Hoff lagde ud med at skrive om Peter Plys og hans Tao og fortsatte med bogen om Den tapre Grisling, derefter udkom der bøger om Plys og: filosofferne, De antikke Mysterier, Psykologerne – ja sågar er han sat i forbindelse med (virksomheds)ledelse. Så kan buen da vist ikke spændes yderligere?

Derfor er det såmænd helt velgørende at se ham tilbage i det element, som klæder ham allerbedst: at være sammen med Jakob og vennerne i Hundredemeterskoven.

De tre fortællinger kan ikke (og det var næppe heller forventeligt) leve op til de oprindelige fortællinger, og de refererer da også flere gange til disse indimellem. Men hyggelige er de nu. I den første fortælling fortæller Jakob, at han skal være med i et skoleteaterstykke, hvor han skal spille Sankt Jørgen, der skal nedlægge den fæle drage. Straks er trygheden afløst af frygt for dette fæle ildsprudende dyr – og det hjælper fælt, at det er både miterisk og udgået. Især når man ikke ved, hvad det betyder.

I kapitel to ankommer et nyt dyr til skoven – og det, pingvinen, ankommer såmænd fra Sydpolen, hvilket giver Plys anledning til at minde sig selv om, at han da vist nok engang opfandt Nordpolen (om så ved en tilfældighed). Men passer den nu ind, denne kluntede fugl, som end ikke kan flyve? Nå, den bliver da heller ikke længe.

Kapitel tre er en Plys-version af myten om Narcissus. Æslet føler sig truet af et nyt æseldyr, der er ankommet til skoven, ja, hvem ved måske er der endda flere? Og måske vil de så æde de tidsler, som æseldyret så gerne vil have for sig selv. Men alt kommer for en dag, og alle kan ånde lettet op. Æslet har sin føde – for sig selv.

Vi vifter med flaget og ønsker tillykke med fødselsdagen, gamle Bjørn. Og vi håber, mange vil gribe bøgerne (altså både de to gamle og denne nye) og voldlæse dem for de sagesløse mindre børn, som endnu ikke måtte kende den kære gamle bjørn. Til fryd, fornøjelse og forundring.

Og man hører for sig bumpene på trappetrinnene, mens Jakob slæber sin bjørn efter sig på vej ned i stuen for at høre flere historier om den dumme, gamle Plysbjørn.