Evnen til at dele kan sætte venskaber på prøve, men er venskabet stærkt nok, kan selv den største fristelse overvindes.
Denne erfaring gøres af to skildpadder, der sammen finder en hat midt i ørkenen. De er begge fascineret af hatten, og de ser begge godt ud med den på. De bliver dog enige om at lade den ligge, når der nu kun er én hat.
Hatten er dog ikke let at glemme, og om natten lister den ene skildpadde tilbage. Den prøver hatten, den drømmer om hatten i natten, men må til sidst spørge sig selv: ”Har vi hver sin hat”? Svaret er åbenlyst, og skildpadden lister tilbage til sin sovende kammerat. Venskabet er stærkere en hatteejerfornemmelser.
Man siger, at blikke siger mere end ord, og forfatter og illustrator Jon Klassen lader dette være det gennemgående princip i sin lille fortælling. De to skildpadder fremstår uden mimik, men deres blikretninger røber deres tanker og deres overvejelser. Særligt er den ene skildpaddes længselsfulde blik efter hatten svært at stå for. Men kunne godt unde den hatten.
Klassens streg er enkel og vi bevæger os i næsten negativt rum. Baggrundsfarverne fortæller om dagens gang og nattens komme, og kun få sten og kaktusser røber bogens egentlige miljø. Der gives plads til fortællingen, og det er godt. Den står som den skal, og den gør det godt. Jeg beundrer de forfattere, der kan skrive meget med få ord.
Bogen er bind tre i Jon Klassen hatte- trilogi, der også består af ”Har du set min hat” og Det er ikke min hat”. Jeg har ikke haft den fornøjelse af de to første bøger, men de vil være en læsning værd, hvis de er på niveau med ”Vi har fundet en hat”.
Som angivet er bogen for de mindste læsere med gode muligheder for medinddragelse af små betragtninger vedr. venskaber og det at dele med andre. Egenskaber som der nok kan bruges et par ord eller flere på. Køb bogen til vuggestuen og børnehaven samt til den alleryngste læser, for hvem bogen kan være et af de første skridt på vej mod den selvlæste børnelitteratur.
